Jan har givet op

52 procent af Jan Hansens ejendom skal fredes, han har kæmpet i årevis mod stigende vandmasser, solgt sine dyr og sat sin ejendom til salg

Af
Af Mette B. Sørensen

52, kig godt på dette tal. Det er så mange procent af Jan Hansens ejendom, der påtænkes fredet med det nye fredningsforslag af Værebro ådal, Danmarks Naturfredningsforening har rejst for fredningsnævnet.
52 procent af 126 hektar af Jan Hansens ejendom, som han ikke længere selv kommer til at bestemme over.
"Det er noget af et indgreb i den private ejendomsret," konstaterer Jan Hansen, som opdagede fredningens omfang, da han på eget initiativ rekvirede et kort fra Danmarks Naturfredningforening for en måned siden. Her kunne han læse sig frem til, at 66 procent af hans ejendom skal fredes, at der skal etableres to kilomter trampestier på hans jord og sættes fulgetårne og udsigtsposter op.
"Jeg blev stiktosset. Jeg har aldrig nægtet nogen at gå ind på området," siger Jan Hansen og fortsætter:
"Ejendommen bliver også forringet i værdi, det støder mig noget på manchetterne. Hvem vil købe en ejendom med to kilometer trampestier?"
Jan Hansen kastede sammen med konen Annie for over et år siden håndklædet i ringen - eller snarere i åen - og satte ejendommen med navnet "Egedal" til salg. En beslutning, der blev truffet på baggrund af utallige søvnløse nætter og mavepine, fordi Værebro Å oftere og oftere går over sine bredder og oversvømmer de omkringliggende marker og enge.

En barndomsdrøm

Da han sammen med konen Anni og deres tre børn tilbage i 94 købte "Egedal" var det ellers en barndomsdrøm, der gik i opfyldelse. For selvom Jan Hansen dengang boede i et parcelhus i Rødovre og arbejdede i sin fars firma, Islev Elektrikeren, har han altid haft en "bonderøv" i maven.
"Jeg er ud af en bonderøvsslægt" siger Jan Hansen og sender en kærlig tanke til sin morfar, der tændte "landmands-gnisten" i en lille knejt for over 50 år siden.
Minderne om morfaren hænger uløseligt sammen med gule marker, halmballer, jagt og brune køer. Og det var følelsen, de minder frembringer, der fik Jan Hansen og Annie til at pakke tre unger ind på bagsædet og gennem flere år køre land og rige rundt søndag efter søndag på udkig efter den helt rigtig landbrugsejendom.
"Jeg havde min far med ude og kigge på Egedal, og han rystede bare på hovedet. Det lignede en ruin," husker Jan Hansen om ejendommen, som havde haft seks ejere siden 74, der alle var gået konkurs.
Alligevel blev det ejendommen i Veksø, kun 30 minutter fra Rådhuspladsen og med cykelsti til skolen, familien kastede sin kærlighed på. Og kærlighed, det trængte både marker og bygninger til. Jan og den ansatte ejendomsbestyrer fjernede pigtråd og marksten, og som tiden gik, blev jorden helt rentabel - i høj grad med hjælp fra Peder Damgaard fra Damgaarden i Knardrup, som alle årene har passet jorden på Egedal.

Elskede sine dyr

Samtidig fyldte familien ejendommen med dyr - får, køer, gæs, høns og kaniner.
"Jeg har altid været glad for dyr," siger Jan, som med glæde stod tidlige op hver morgen og tog sig af dyrene, før han drog afsted på arbejde.
"Jeg elskede at komme over i stalden om morgenen og klappe kalvene og lammene," husker Jan Hansen og smiler let, imens han fortæller, at dyrene skulle være så tamme, at de fulgte ham som en hund.
"Og det gør de kun, hvis du er meget hos dem," konstaterer Jan Hansen, som fik sine får scannet, så han vidste præcis, hvornår de lemmede.
I perioderne, hvor der var udsigt til nye lam, sov han kun 2-3 timer hver nat og var i sine vågne timer over og tjekke til de vordene mødre hver 20. minut.
"I de sidste to år mistede vi slet ikke nogle lam", siger Jan med slet skjult stolhed.
Han havde sine får og kvæget gående på engene omkring gården og husker tydeligt deres glædesspring, når de blev lukket ud på græs.
"Så var livet værd at leve. Det var sgu skægt."
I det hele taget var Jan Hansen en stolt landmand. Han havde forvandlet de tidligere tidselplagede og mulvarpeskudte enge til snorlige græsmarker med alsidigt planteliv, og dyrene havde det godt. Dog blev han aldrig glad for perioden om vinteren, hvor alle de slagteklar dyr måtte lade livet.
"Når vi nåede jul, var jeg godt træt af at slagte dyr. Jeg følte mig som et røvhul," siger Jan og konstaterer:
Det var ikke det, jeg var bedst til."

Vandet vandt over dyrene

På trods af stolthed og glæden over dyrene lakkede tiden med dyr på Egedal mod enden.
Jorden omkring Værebro Ådal blev som årene gik mere og mere sumpet og dyrene sank i og kunne ikke gå der.
"Jeg kunne se, det blev værre og værre, og det kunne jeg ikke leve med. Til sidste kunne jeg ikke sove om natten. Jeg kunne ikke forsvare at have dyr på den måde," siger Jan Hansen, som kunne få dårlig mave bare ved tanken om udsigten til regn.
Men selvom Jan Hansen langsom solgte ud af dyrene, kunne han ikke få sig selv til at sige endegyldigt farvel.
"Jeg blev ved med at udskyde det, jeg kunne ikke forestille mig gården uden dyr," husker han og fortsætter:
"Lige siden 94 har jeg syntes, det var pisse uretfærdigt, at vi skal have ødelagt sådan en ejendom på noget, som egentligt ikke er et problem"
Alligevel endte Jan med at give op.
Skybruddet i 2007 var den berømte dråbe, der fik bægeret - eller rettere åen - til at flyde over. Vandstanden stod nogle steder en meter over jordoverfladen og på nabogrunden druknede flere får, fordi landmanden ikke kunne nå at redde dem.
Jan Hansens dyr var heldige og kunne søge højere op i landskabet, men alligevel havde han fået nok.
Jan Hansen solgte fårene til en landmand på Lolland og husker stadig den dag, da den store lastbil rullede ind på gårdspladsen for at hente fårene.
"Det var absolut ikke nogen skide sjov dag," konstaterer Jan, men siger alligevel:
"Men et eller andet sted, faldt der en tung byrde fra mine skuldre.
Om det har været den rigtige beslutning at sætte gården til salg, kan han stadig blive i tvivl om, men årsagen til, at familien nu har opgivet, er soleklar:
"Det er alt det vand. Det er den endegyldige grund til, at vi har sat gården til salg."

Publiceret 08 April 2013 06:00