Smørum Golfklub har været den trygge hjemmebane for 18-årige Emily Kristine Pedersen, som drømmer om en professionel international karriere blandt de bedste kvindelige golfspillere.

Smørum Golfklub har været den trygge hjemmebane for 18-årige Emily Kristine Pedersen, som drømmer om en professionel international karriere blandt de bedste kvindelige golfspillere.

Kvindeligt stortalent fra Smørum sigter mod toppen

18-årige Emily Kristine Pedersen fra Smørum er en af Europas dygtigste golfspillere i amatørrækken, og i august gælder det Ungdoms-OL i Kina og VM i Japan

Af
Helle Christoffersen

Emily Kristine Pedersen blev bidt af en golfbold som 10-årig, da hendes far gav hende et medlemskab til den lokale golfklub i Smørum, så de kunne hyggespille sammen.
Det blev begyndelsen på en meget hurtig karriere, og siden hun var 12 år, har hun haft fast plads på landsholdet, og skal i denne måned repræsentere Danmark ved ungdoms-OL i Kina og VM i Japan.

Drømmen er at høre til i verdenseliten.
"Jeg vil rigtig gerne leve af det og være en af topspillerne i verden," kommer det afdæmpet, men bestemt fra Emily, mens hun hjemmevant bevæger sig rundt i Smørum Golfklub, der altid har været hjemmebanen – blot et langt golfslag fra hjemmet.

Imponerende resultater

Drømmen om at nå toppen, hviler solidt på en lang sejrsgang gennem rækkerne hos de kvindelige golfspillere, som nåede sit foreløbige højdepunkt sidste år, da Emily som blot 17-årig løb med Europamesterskabet og indtog 1. pladsen på den europæiske rangliste som følge af årets sejre. Senest har hun lige sat streg under potentialet, da hun i juni vandt en af verdens mest prestigefyldte – og Europas største – turnering Ladies British Open Amateur Championship.
Interessen for golfspillet blev vakt af hendes far, men det er de øvrige unge spillere, der har været med til at holde den ved lige og gjort golfklubben til det foretrukne sted at tilbringe tiden.

Mange unge spillere

"Vi bor lige ved siden af, og der har altid været unge i klubben og dermed nogen at træne med. Det gør det meget nemmere at komme af sted hjemmefra, og klubben har også altid støttet de unge. Jeg har siden begyndelsen trænet meget sammen med Nanna Koerstz Madsen, som både er min gode veninde og tætte konkurrent. Det har også motiveret mig til at anstrenge mig mere," fortæller Emily.

Intet pres

Hun understreger, at det altid er lysten, der har drevet værket, og der har ikke været noget pres hjemmefra.

"Næ, det ligger ikke rigtig til den danske mentalitet at pace sine børn frem, og jeg har bare nydt at komme her selv. Jeg spiller vel mellem 20-30 timer om ugen, og de fleste af mine venner er inden for golfverdenen. Det er jo naturligt, når man bruger al sin tid på det. Min kæreste spiller også for landsholdet," forklarer Emily, der også har gode venner i skolen, som intet har med sporten at gøre.

Trods en hektisk spilleplan især fra maj til september, så passer hun nemlig gymnasiet ved siden af.
"Jeg er halvvejs gennem en af de fire-årige gymnasiale Team Danmark linjer, som jeg følger på Falkonergården på Frederiksberg. Planen er, at gymnasiet skal i hus, før jeg for alvor forfølger drømmen om en professionel karriere."

OL og VM

At være amatørspiller indebærer, at man ikke får penge for sin sport, og Emily anslår, at hun er væk på rejser til turneringer og træningslejre cirka halvdelen af året. En dyr fornøjelse, hvis man skal betale det selv.

"Jeg får støtte fra klubben og Team Danmark, som fx betaler, når jeg er med landsholdet. Resten betaler vi selv. Team Danmark betaler også for, at jeg kan få ekstra undervisning, når jeg er ude at rejse. Det kan være svært at følge med, og jeg skal altid læse op på noget, jeg er gået glip af, fordi jeg er så meget væk," fortæller hun.

Netop landsholdet er i fokus den kommende tid. Fra den 16. august og et par uger frem skal Emily Kristine Pedersen repræsentere Danmark ved ungdoms-OL i Nanjing i Kina. Kort efter gælder det VM i Japan, hvor Emily er udtaget sammen med veninderne Nanna Koerstz Madsen og Caroline Nistrup, som alle tre spiller i Smørum.

Spiller med professionelle

I kraft af Emilys flotte resultater i 2013 og i år har hun vundet adgang til tre af de fem største major-turneringer: The Evian Championship, RICOH Women's British Open og U.S. Women's Open. Her får hun muligheden for at prøve kræfter med de professionelle spillere.

"Jeg glæder mig helt vildt til at spille de professionelle major-turneringer. Det er jo sammen med verdens bedste. Samtidig er det en rigtig god øvelse for mig, som giver noget ny erfaring. Jeg kan se, hvad det kræver, og det gælder om at være stærk på alle områder og kende sig selv godt. At spille golf er kombinationen af mange ting.”

“Det er selvfølgelig vigtigt at være fysisk stærk og teknisk god, men det mentale fylder også virkelig meget. Noget af det, jeg skal arbejde mere med, er "Course Management", som handler om at kunne læse banen og udnytte den viden strategisk, når jeg planlægger mit spil. Det er helt nødvendigt, hvis jeg vil op og blande mig med de bedste," siger Emily, der - udover sin personlige træner Peter Thomsen fra Dansk Junior Golf Akademi - også sparrer og træner med landstrænerne David Dickmeiss og Iben Tinning.

Den målrettede plan, betyder fravalg af et almindeligt teenageliv, men det bekymrer ikke Emily.
"Fravalget er helt mit eget. Jeg elsker at spille golf, og jeg synes, jeg får noget bedre," smiler hun, mens hun gør klar til endnu en gang at øve slag i driving-rangen.
 

Fakta om Emily Kristine Pedersen:


  • 10 år: Begyndte at spille golf
  • 12 år: På landsholdet
  • 14 år: Vandt DM i hulspil for damer, som den hidtil yngste nogensinde
  • 16 år: Udtaget til Europa-holdet som spiller i turneringen Junior Ryder Cup i USA
 
  • 17 år: Nr. 1 på Europaranglisten efter følgende sejre: 
  • - Spanish Ladies Amateur 
  • - German Girls 
  • - International European Amateur, EM 2013 
  • - Doral-Publix Junior Classic, Miami 
 
  • og deltog i Junior Solheim Cup for Europa. USA vandt holdmatchen, men EKP var ubesejret. 
 
  • 18 år: Vandt Ladies British Open Amateur Championship (største turnering i Europa) 
  • - EM 2014 – forsvarende mester, men det blev til en 14. plads.

Ud over den imponerende resultatliste, så har Emily vundet en lang række af de største danske turneringer.


Titlerne fra Spanish Ladies Amateur 2013, EM 2013 og seneste Ladies British Open Amateur har givet adgang til professionelle turneringer, herunder tre af de største major-turneringer The Evian Championship, RIHOC Women's British Open og U.S. Women's Open, som Emily nu kan deltage i. Hun har desuden spillet Opden de Espana på den professionelle europæiske tour (LET), hvor hun fik spillet sig frem til finalerunderne.

Publiceret 06 August 2014 06:30

SENESTE TV