De mange løbere i klubben kan glæde sig over et fornemt tilskud fra Nordea Fonden. Fotos: Smørum Rulleskøjte

De mange løbere i klubben kan glæde sig over et fornemt tilskud fra Nordea Fonden. Fotos: Smørum Rulleskøjte

Rulleskøjteklub støttes med 60.000 kr. af Nordea

Stort bidrag fra Nordea Fonden skaber glæde i Smørum Rulleskøjteklub

Onsdag var ikke bare en god dag i Smørum Rulleskøjteklub - det var én af de rigtig gode dage. Klubben modtog nemlig et bidrag fra Nordea Fonden på hele 60.000 kr. “Vi er simpelthen så glade for denne støtte. Det er det største enkeltbeløb, som vi nogensinde har modtaget i støtte,” siger Søren Michaelsen fra Smørum Rulleskøjteklub. Beløbet, som blev overrakt af filialdirektør Mikkel Eg Styrmer Bjerrum fra Nordea Ballerup, falder på et tørt sted hos den lokale klub.

Nu skal der købes ind

“De skal bruges på indkøb af rulleskøjter og rulleskøjtedele. Det vil betyde, at alle nye løbere kan glæde sig til at komme til at rulle på holdene, og det vil også forbedre deres oplevelse af at løbe på kunstrulleskøjter. De bedre betingelser vil gøre det nemmere at fastholde de løbere, som starter i klubben,” siger Søren Michaelsen. Kunstrulleskøjteløb er en lille sportsgren i Danmark, men Smørum Rulleskøjte Klub (SRK) er én af de førende klubber i Danmark. Kunstrulleskøjteløb foregår på specielle kunstrulleskøjter, og sporten kræver god kondition og giver godt socialt samvær og mange oplevelser til træning og stævner i Danmark og udlandet.

Rigtig mange løbere var mødt op for at fejre tildelingen af Nordea Fondens penge.

Rigtig mange løbere var mødt op for at fejre tildelingen af Nordea Fondens penge.

Publiceret 17 January 2017 00:00

SENESTE TV