Læserbrev:

Egedal er Danmarks største pendlerkommune

Af Tommy Højegaard, kandidat til KV17 og RV17 for Liberal Alliance Egedal

I flere år har borgerne i Egedal været dem i Danmark der oftest forlader kommunen for at arbejde i andre dele af landet.
Årsagen er selvfølgelig at der kun er få lokale arbejdspladser og at vi har Danmarks højeste erhvervsfrekvens. De private virksomheder vælger andre steder at etablere sig og heller ikke hverken statslige eller regionale arbejdspladser har fundet vej til kommunen, med Egedal Gymnasium som eneste synlige undtagelse.
Jeg stiller op til både kommunalvalget i Egedal og til Regionsrådet i Region Hovedstaden, og vil arbejde for at vi bliver bedre til at tiltrække arbejdspladser til Egedal kommune, både private, regionale og statslige, ligesom det skal være attraktivt for eksisterende virksomheder at blive boende i kommunen.
Udover at arbejde for at nye virksomheder og ideer skal modtages med åbne arme i den kommunale forvaltning skal infrastrukturen forbedres, og her er Egedal desværre blevet nedprioriteret i årtier.
Flere lokale arbejdspladser vil gavne forældre der er udfordret (tid og penge) mht. at bringe/hente børn i institutioner og unge mennesker over 18 år, der ikke kan finde studiejobs med mindre de skal bruge megen tid på transport. Samtidig vil det give penge i kommunekassen (selskabsskatter og reducerede befordringsfradrag).
Husk at der er valg d. 21. november. Stem personligt.

Publiceret 20 September 2017 00:00

SENESTE TV