Læserbrev:

Status og perspektiver for kommunalvalget i Egedal

Peter Hansen, byrådsmedlem SF, formand for Teknik- og Miljøudvalget

Efter at have repræsenteret SF i byrådene i først Stenløse og siden Egedal i nu 32 år har jeg valgt en lidt mere tilbagetrukken placering.
I første geled står friske unge kræfter på SF's liste. Jeg står også på SF's liste, idet jeg ønsker at være med til at give stafetten videre.
Jeg har altid arbejdet for at forbedre forholdene på vore daginstitutioner og skoler samt ældreplejen, ligesom det har ligget mig stærkt på sinde, at Egedal er kendetegnet ved godt miljø og energirigtige bygninger samt en smuk natur.
Når jeg ser valgløfterne fra de andre partier, siger alle jo det samme, så det må jo være godt!? Desværre mangler de øvrige partier at anvise finansiering til deres valgløfter. SF er det eneste parti i byrådet, som har anvist finansiering i form af en øget erhvervsskat (dækningsafgift), som vil gøre vores valgløfter realistiske!
Gennem de seneste fire år er der blevet skåret ned på alle velfærdens kerneområder. Derfor er der kun et alternativ til nedskæringer, nemlig at skabe balance mellem indtægter og udgifter.
Gennem de seneste fire år har jeg som formand for Teknik- og Miljøudvalget medvirket til:
At gennemføre cykelsti fra Ganløse mod Farum.
At gennemføre supercykelsti fra Frederikssund til Ballerup/København
At gennemføre forbud mod sprøjtegifte på landbrugsjord, hvor der foregår vandindvinding
At frede Værebro Å dal
At få mærket Mølleåens Naturpark i samarbejde med tre kommuner
At få ansat en naturvejleder til at udbrede kendskabet til ovenstående i skoler/daginstitutioner og foreninger
At få etableret talrige naturstier
At få indført energioptimering af kommunens bygninger
Og meget mere

Jeg har valgt at give stafetten videre til yngre kræfter i SF, og jeg anbefaler dig at stemme SF, hvis du ønsker at fremme en grøn og bæredygtig kommune, hvor der er udfoldelsesmuligheder for alle.

Publiceret 02 November 2017 00:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV