Midt om formiddagen i Ølstykke:

Kvinde i rollator udsat for tricktyveri

En kvindelig tricktyv stjal mandag formiddag en pung fra en ældre kvinde. Episoden fandt sted på stien bag Fakta i Ølstykke

Af
Af Kenneth Tanzer

Nordsjællands Politi i Frederikssund kan melde om et tricktyveri, som blev begået mandag formiddag fra kl. 11.00 til 11.30 på en sti bag Fakta ved Bryggertorvet i Ølstykke.
En kvinde med rollator blev på stien kontaktet af en enlig kvinde, som begyndte at pege på sin mund.
“Om hun gjorde det for at vise, at hun er stum, ved vi ikke, men da kvinden i rollatoren kom hjem til sin bopæl, så opdagede hun at hendes stofpose var væk. I posen, som lå i en kurv på rollatoren, lå der en rød pung med diverse kort og kontanter. Der er ikke hævet penge på kortet, da det hurtigt blev spærret,” siger Erik Andersen, der er faglig koordinator hos Nordsjællands Politi.
Politiet har fået følgende signalement af den kvindelige tricktyv:

Beskrives som høj

“Hun beskrives som en temmelig høj kvinde, almindelig af bygning og med sort hår. Hun kan formentlig ikke tale dansk,” siger Erik Andersen, der gerne vil i kontakt med vidner, som eventuelt har set eller hørt noget.
“Det er tragisk, når der bliver begået overgreb på ældre og svagelige mennesker,” siger han.
Har man oplysninger i sagen, så kan politiet kontaktes på tlf: 114.

Publiceret 07 November 2017 00:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Lokalavisen Egedal
SENESTE TV