Politisk glæde over bolig-planer:

Nu fjernes kommunens “øjebæ”

Både Ib Sørensen og borgmester Karsten Søndergaard jubler over udsigten til et bolig-projekt på Stenløses biograf-grund

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Som Lokalavisen Egedal i dag kan afsløre, så har ejendomsselskabet Nørgaard Skødt Ejendomme ApS med base i Smørum overtaget Stenløse Bio med henblik på at opføre boliger.
En nyhed, som vækker glæde på Egedal Rådhus - ikke mindst hos planudvalgsformand Ib Sørensen (A) og borgmester Karsten Søndergaard (V).
“Det glæder mig rigtig meget, at der kommer gang i et bolig-projekt på grunden. Når der nu ikke kunne opføres en ny biograf eller et andet kultur-tilbud på grunden, så er boliger et meget fint alternativ. Lokalplanen for området ligger også helt klar, så de nye ejere kan i princippet gå i gang,” siger Ib Sørensen.
Egedal-borgmester Karsten Søndergaard kalder dagens nyhed for “en tidlig julegave til Egedal.”

Tiltro til nye ejere

“Det er fantastisk. Jeg er rigtig glad for det projekt, som nu er i støbeskeen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i flere år har ønsket at erstatte den nuværende “øjebæ” med et bolig-projekt, så det er stort for kommunen,” siger Karsten Sønderggard, der har været i kontakt med de nye biograf-ejere.
“Jeg er helt fortrøstningsfuld i forhold til deres bolig-planer for området. De virker seriøse og opsatte på at køre projektet i mål,” siger Karsten Søndergaard.
Lokalplanen for området giver mulighed for at opføre cirka tolv lejligheder på tre etager. De kan være tolv meter høje og tyve meter brede.

Publiceret 10 November 2017 00:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV