Tog taxa fra Falster til Egedal:

Skred fra kæmpe regning

En mand løb fra taxa’en og en regning på 2199 kroner, da han tidligt fredag morgen blev kørt helt fra Guldborg ved Falster til Egedal Centret i Stenløse

Af
Kenneth Tanzer

En taxachauffør fik fredag morgen en lang næse af en kunde, som skulle den lange vej fra Guldborg ved Falster til Egedal Centret i Stenløse.
Da vognen trillede ind til Egedal Centret, hoppede kunden nemlig ud af vognen og flygtede fra stedet - og ikke mindst regningen på 2199 kroner. Det oplyser Nordsjællands Politi i Frederikssund.
Turen, der startede i Guldborg kl. 6.57 og sluttede i Stenløse kl. 8.25, havde også et forspil i forhold til betalingen.
“Kunden ville betale med en bankoverførsel, men det blev afvist af chaufføren. De blev i stedet enige om at betale via MobilePay, men det kom der altså ikke noget ud af,” siger Henrik Laugesen, der er faglig koordinator hos Nordsjællands Politi i Frederikssund.
Kort efter flugten i Stenløse valgte chaufføren at anmelde episoden og give politiet et signalement af den mandlige kunde fra Falster.
“Han er beskrevet til at være mellem 28 og 35 år gammel og spinkel af bygning. Derudover er han tatoveret i ansigtet og på armene,” siger Henrik Laugesen.

Publiceret 02 January 2018 00:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV