Kirkerne i Egedal jubler:

Det kimer nu til jule-rekord

Besøgstallene juleaftensdag i Egedals kirker var højere end nogensinde. Især børnegudstjenesterne var populære

Af
Finn Due Larsen

At vi er glade for at gå i kirke juleaftensdag, er der ikke noget nyt i. Men juleaftensdag 2017 blev alligevel noget helt særligt for kirkerne i Egedal.
For på de tre kirkekontorer - i Ledøje-Smørum, Stenløse og Ølstykke - meldes om rekord-tilstrømning til kirkernes julegudstjenester.
“Vi har ført statistik for alle vores gudstjenester de seneste 4-5 år, og vi kan af tallene se, at der aldrig har været så mange i kirke i Ledøje og Smørum på juleaftensdag”, siger Tina Nielsen, kordegn og daglig leder af kirkekontoret i Smørum.
Det samlede besøgstal juleaftensdag siger 1.260, fordelt med 820 i Smørum Kirke og 440 i Ledøje Kirke. Til sammenligning var der 1.115 i 2016, fordelt med 715 i Smørum og 400 i Ledøje.
Går man tilbage til 2014, var tallet 1.100, fordelt med 700 i Smørum og 400 i Ledøje. Altså en klar stigning over tre år.

Mange gik forgæves

I Ølstykke skæver man også til gode tal. I Ølstykke Kirke gik i alt 985 til de tre julegudstjenester, mens tallet var 935 for Udlejre Kirke.
“Det er det største vi har oplevet. Det er hvad der kan stuves ind i kirkerne, og lidt mere til”, siger formanden for menighedsrådet, Hans Jesper Helsø.
I Stenløse-Veksø sogn er der ikke på samme måde ført statistik over tallene.
“Men jeg tør godt stå inde for, at vi aldrig har oplevet noget lignende”, siger provst Eskil Dickmeiss.
Han fremhæver, at mange gik forgæves til gudstjenesten i Stenløse Kirke:
“Det er vi selvfølgelig kede af. Så derfor vil vi nu gerne lægge en ekstra julegudstjeneste ind i Stenløse til næste jul.”

Børnene hitter

Det er især børnegudstjenesterne, der har hittet, viser tallene. Mange oplevede at måtte stå op til gudstjenesterne, hvor den kirkelige handling foregik på de mindstes præmisser.
Selv om juleaftens gudstjenester altid har trukket flere i kirke end på årets øvrige dage, sporer provst Eskil Dickmeiss alligevel en større tendens:
“Vi havde også flere i kirke end tidligere på advents-søndagene op til jul.”
Han mener, at den øgede tilstrøming kan skyldes flere ting:
“Jeg tror blandt andet det handler om, at vi lever i en globaliseret verden, hvor mange søger tilbage til rødderne.”
I Smørum mener sognepræst Edith Thingstrup, at det handler om at holde fast i det vi kender:
“Der er så meget der bevæger sig rundt i vores verden, hvor mange nok vil søge noget blivende i deres liv. Kirkerne står som noget stabilt, som vi gerne vil søge hen til.”
Hun mener også, at børnegudstjenesterne har medvirket til “jule-boomet”:
“Mange ældre kan godt lide at se den glæde børn har til jul.”

Publiceret 03 January 2018 06:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Lokalavisen Egedal
SENESTE TV