Vinnie Andersen åbner ny café i Egedal Centret:

“Jeg elsker at skabe relationer til andre mennesker”

Italiensk kaffe og belgisk kakao er på menuen, når 61-årige Vinnie Andersen i næste måned slår dørene op til “Café Sweet Moments” i Egedal Centret. Lokalavisen Egedal har mødt den nye café-ejer til en snak om arbejdsglæde og karriereskift

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

I over tyve år har Stenløse-borgeren Vinnie Andersen lagt vejen forbi Egedal Centret, når de daglige indkøb skulle foretages.

Men om få dage går hun fra at være kunde til butiksindehaver i det lokale center.

Fredag den 1. juni byder hun nemlig indenfor i sin nye café “Sweet Moments”, der ligger ved siden af Skoringen.

“Jeg glæder mig rigtig meget. Der venter en stor og spændende udfordring - ikke mindst fordi jeg er lokal og har boet i byen i næsten 30 år,” siger Vinnie Andersen.

Hun valgte at slå til og kaste sig ud i café-drømmen, da den nyåbnede “Victoria's Café for nylig lukkede og slukkede.

“En dag gik jeg en tur i centeret, hvor jeg i en tøjbutik blev spurgt, om jeg kendte nogen, der kunne tænke sig at drive en café. Jeg gik hjem og tænkte mig godt om, men jeg endte med at pege på mig selv. Jeg kunne egentlig godt se mig selv som café-ejer, og så gik det stærkt,” siger Vinnie Andersen til Lokalavisen Egedal.

Café-åbningen har været længe undervejs, men det er der en helt særlig grund til.

“Jeg ville ikke bare kaste mig ud i en åbning uden at være forberedt og klar på opgaven. Det er en ny verden for mig, så jeg har brugt tiden på at undersøge kundegrundlaget og selve markedet. Den research er vigtig, for jeg går 100 procent ind i det her, og jeg tror fuldt og fast på mit koncept. Gjorde jeg ikke det, så havde jeg aldrig nogensinde taget denne chance,” siger Vinnie Andersen

Det har ellers aldrig ligget i kortene, at hun en dag skulle stå i spidsen for en café.

Arbejdslivet har budt på 21 gode år i investeringsfirmaet Difko - efterfulgt af en årrække i sundhedsvæsenet.

God tid i Difko

“Jeg havde en rigtig god tid i Difko, hvor jeg blandt andet sad med afregning og kundekontakt. Jeg udviklede mig meget i det job, men da kontoret i København lukkede i 2009, så var tiden inde til at prøve noget nyt. Jeg tog et spring til en anden boldgade i det offentlige, hvor jeg blev uddannet i sundhedsvæsenet,” siger Vinnie Andersen, der i sundhedsvæsenet fik øjnene op for en række svære medarbejder-udfordringer.

“Lad os bare sige, at rammerne ikke altid var i orden. Jeg elskede at arbejde med mennesker. Det gør jeg stadig, men jeg savnede arbejdsglæden, fordi vi blev præsenteret for svære arbejdsvilkår. Når man er i det offentlige, så bliver tingene gjort på en bestemt måde, selvom det ikke nødvendigvis er den rigtige måde. Der bliver ikke bare sat en ny kurs,” siger Vinnie Andersen, der for få måneder siden tog beslutningen om at kvitte sundhedsvæsenet og i stedet jagte drømmen om at blive selvstændig.

“Men lysten til at arbejde med mennesker brænder stadig i mig. Derfor ser jeg så meget frem til dette skridt som café-ejer. Jeg elsker kontakten og det at kunne skabe nye relationer. Det vil jeg også prøve på i caféen, hvis det er gensidigt,” siger Vinnie Andersen.

Med en kop kaffe i hånden kaster hun et blik ud i lokalet, hvor de første borde og stole er på plads.

“Jeg er rigtig fortrøstningsfuld omkring det hele. Jeg er overbevist om, at Egedal Centret kan bære en café. Jeg mærker allerede en stor interesse og glæde for åbningen, så det skal nok blive godt,” siger den nye café-ejer, inden hun løfter sløret for sit koncept.

“Jeg er overbevist om, at Egedal Centret kan bære en café,” siger Vinnie Andersen.

“Jeg er overbevist om, at Egedal Centret kan bære en café,” siger Vinnie Andersen.

Kager og morgenmad

“Jeg har valgt nogle gode produkter, som er i orden og lidt unikke. For mig er kvaliteten altafgørende,” siger hun.

Kunderne kan eksempelvis se frem til italiensk kaffe, belgisk kakao, hjemmebagt økologisk brød og meget mere.

“Der vil også være kager fra et kagehus i Bagsværd, en oste-tallerken med økologisk-ost samt bagte vafler. Jeg vil også byde på en morgenmads-tallerken, og derfor vil jeg have åbent fra kl. 8.00 til 18.00,” siger Vinnie Andersen, som egentlig bare venter på åbningsdagen.

“Jeg er rigtig spændt, men jeg har en god mavefornemmelse,” siger hun.

Fredag den 1. juni åbner “Café Sweet Moments” i Egedal Centret.

Fredag den 1. juni åbner “Café Sweet Moments” i Egedal Centret.

Publiceret 22 May 2018 05:45

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV