SF’s bus-ønsker i Smørum kan smuldre:

Udvalg vil løfte trafikken i flere landsbyer

SF i Egedal har over flere omgange foreslået et løft af den kollektive trafik i Ledøje og Smørum. Nu er partiet på banen med to konkrete forslag i området, men står det til udvalgsformand Bo Vesth, så kigger man bredt for hele Egedal i busbestillingen

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Det har været et valgløfte for SF i Egedal, at den kollektive trafik i Ledøje og Smørum skulle forbedres - især efter nedlæggelsen af “Bus 159”.

Men partiets ønske om at få løftet busdriften i lige præcis de to byer, kan ryge i svinget.

Bo Vesth (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Egedal Kommune, holder nemlig fast i meldingen om at se mere bredt og samlet på den fremtidige busbetjening i Egedal.

“Vi vil kigge på vores bustrafik, men vi vil gøre i et helikopter-perspektiv for hele kommunen og ikke kun for Ledøje og Smørum. Det ville være forkert kun at kigge på de to byer,” siger Bo Vesth.

Sammen med de øvrige medlemmer i Teknik- og Miljøudvalget har han tidligere på måneden drøftet SF's udspil, ligesom partiets to seneste forslag er blevet fremlagt.

De går ud på, at tilbyde aftenkørsel på “Linje 163” og ekstrakørsel på “Linje 216” samt forskydninger mellem bussernes afgang.

“I forhold til aftenkørsel med linje 163 kan denne lægges i den ordinære køreplan, da det bare vil være en forlængelse af den nuværende køreplan. Ved på hverdage, at forlænge timedriften til kl. 19.30 fra Veksø og til kl. 20.00 fra Måløv samt indsætte yderligere en sidste tur cirka halvanden time senere fra de to stationer, samt indlægge en ekstra aftenafgang i weekenden i umiddelbar forlængelse af de nuværende, fås en ekstraomkostning på 0,6 mio. kroner i Egedal Kommune,” skriver administrationen, som også giver muligheden for ekstrakørsel et par ord med på vejen.

Bybusser i spil

“Køreplanen for linje 216 er langt mere kompleks end linje 163, da linjen ligger i vognplan med tre andre linjer. Dette gør, at løsningen med aftenture mellem Ballerup og Søagerskolen i Smørum ikke kan passes ind i den nuværende køreplan. Derfor den bedste løsning i forhold til “Linje 216“ umiddelbart at udbyde aftenturene som ekstrakørsel,” lyder det fra administrationen, som har undersøgt mulighederne sammen med Movia.

Trods de to forslag for Ledøje og Smørum-området, så ligger en godkendelse ikke lige rundt om hjørnet.

“Det er ikke sikkert, at det bliver sådan. Om vores bustrafik involverer de her to forslag, ved vi ikke på nuværende tidspunkt. Vi skal først i gang med vores busbestilling til Movia efter sommerferien,” siger Bo Vesth, som understreger vigtigheden af at have fokus på de mindre bysamfund.

“Når vi snakker en forbedring af den kollektive trafik, så er bybusser en løsning, som vi skal kigge på. Det er ingen hemmelighed, at vores landsbyer kan serviceres bedre end i dag, men hvis bybusserne kan servicere landsbyerne med den nærmeste S-togsstation, så er vi nået langt,” siger Bo Vesth.

Publiceret 25 May 2018 05:00

SENESTE TV