Børnemaden er populær i Egedal: Nu kan nye institutions-køkkener forsinke tag-renovering på skole

To million-investeringer skaber politisk uenighed i Egedal Kommune

Af
Kenneth Tanzer

EGEDAL En renovering af taget på Søagerskolen i Smørum eller en renovering af seks institutions-køkkener.

Det er prioriterings-spørgsmålet, som har skabt politisk uenighed i Egedal Kommune.

Godt nok kan alle på Egedal Rådhus enes om at glæde sig over afstemnings-resultatet af den kommunale frokostordning for institutionerne.

Hele 26 ud af 29 børnehuse har nemlig valgt at sige "ja tak" til maden fra Fru Hansens Kælder - et yderst populært valg, som betyder, at seks nye institutioner har valgt ordningen til og dermed skal have bygget eller renoveret køkkener inden januar 2019.

Så langt - så godt, men når politikerne skal tage stilling til selve finansieringen af køkken-renoveringen på i alt tre mio. kr., så rækker enigheden ikke længere.

Et flertal i kommunens Planudvalg hælder nemlig til at tage de tre millioner til køkken-investeringen fra "kommunekassen", men i Familieudvalget ønsker et politisk flertal at følge administrationens indstilling om at snuppe de tre mio. kr. fra et tag-renoverings-projekt på Søagerskolen i Smørum.

Projektet var ellers budgetteret med tre mio. kr. i 2018 og tre mio. kr. i 2019, men nu kan tag-renoveringen ende med at blive udskudt til 2019 - en beslutning, som Ib Sørensen (A), formand for Planudvalget, er stærkt imod.

Kan ikke vente

"Der er blevet budgetteret for lavt i forhold til resultatet af afstemningen. Flere institutioner end ventet har sagt ja til frokostordningen, og så må vi tage de tre millioner fra kassen, hvilket heller ikke er voldsomt eller noget problem. Vi kan ikke begynde at tage pengene fra projektet på Søagerskolen, hvor taget er i dårlig stand og medfører risiko for skimmelsvamp. Det er en nødvendighed at få sat den tag-renovering i gang. Efter min mening kan det ikke vente," siger Ib Sørensen.

Men det mener Carina Buurskov (V), formand for Familieudvalget.

"Vores anlægsramme er presset nok i forvejen, og så længe der ikke er fare for eleverne i forhold til taget, så er det vores holdning, at vi prioriterer en renovering af de seks køkkener, som også skal stå klar allerede i starten af næste år. Når institutionerne har tilmeldt sig frokostordningen, så skal de selvfølgelig have de rigtige rammer ," siger Carina Buurskov.

Det bliver nu en sag for økonomiudvalget og byrådet at vurdere, hvor køkken-millionerne skal findes.

Indtil da glæder Carina Buurskov sig over den store tilslutning til madordningen, der bliver leveret til institutionerne, hvor den så skal til varmes og anrettes.

"Frokostordningen er et tilbud om sund og varieret mad, som børnene får serveret midt på dagen. Vi har haft ordningen siden 2015, og jeg er selvfølgelig glad for at se, at forældrene er begejstrede og at flere vælger frokosten til," siger Carina Buurskov.

De seks "nye" institutioner, som bliver en del af frokostordningen er Børnehuset Maglehøj, Børnehuset Stjernehuset, Børnehuset Troldehøj, Børnehuset Regnbuen, Børnehuset Stangkær og Menighedsbørnehaven.

Publiceret 14 June 2018 10:03

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV