Flot præstation i åbent vand: Lokale svømmere hentede DM-medaljer

Lærke Toft Ruby fra Ganløse og Frederik Bojesen fra Jyllinge viste klassen ved DM på 5.000 meter "Open Water" i Roskilde

EGEDAL/JYLLINGE Det lokale A6-svømmesamarbejde råder over flere store talenter.

Det blev endnu engang bekræftet ved søndagens Danske Mesterskaber på 5.000 meter "Open Water" i Roskilde.

Således blev det til fornemme medaljer for Ganløse-svømmeren Lærke Toft Ruby og Frederik Bojesen fra Jyllinge.

Lærke Toft Ruby, der til daglig svømmer for JGI, var tålmodig på den første halvdel af løbet og ventede til vendebøjerne, hvor turen gik hjem i en god gang modstrøm. Der stak hun fra feltet, og så sig aldrig tilbage.

Hun kom alene i mål med over et minut til nærmeste forfølger, og dermed vandt hun guld for både seniorer og juniorer. En stærk præstation af det unge svømme-talent.

Frederik Bojesen lå efter planen med den forreste gruppe det meste af løbet, og i slutningen af løbet satsede han på at svømme en lidt mere direkte vej til mål end gruppen, da denne var kunne lidt på afveje.

Desværre for den lokale JGI-svømmer kunne hans lidt mere direkte rute ikke opveje den kæmpe fordel det er at kunne ligge i en gruppe, og han kom derfor i mål som nr. 6 - lige efter den forreste gruppe, der holdte sig samlet hele vejen til mål. Hans placering rakte ikke desto mindre til en tredjeplads for juniorer.

EM venter i juli

Roskilde Svømnings bedste svømmere har trænet med A6 siden slutningen af april, og hvis man tager de to piger med der til daglig træner med Frederik Bojesen og Lærke Toft Ruby, vandt de fire svømmere tilsammen halvdelen af alle DM-medaljerne til stævnet.

Næste opgave for Lærke Toft Ruby og Frederik Bojesen , samt de to Roskilde-piger Anna og Helena, bliver EM for juniorer på 7,5 eller 10 km på Malta i starten af juli.

Publiceret 19 June 2018 09:47

SENESTE TV