Ib Sørensen, formand for planudvalget i Egedal Kommune, er ikke overrasket over klagen fra naboerne på Gartnervænget og Stenlillevej. Foto: KT

Ib Sørensen, formand for planudvalget i Egedal Kommune, er ikke overrasket over klagen fra naboerne på Gartnervænget og Stenlillevej. Foto: KT

Egedals planudvalgsformand: "Ja, byggefeltet overskrides i nyt byggeri"

"Det er ikke i orden at overskride byggefeltet. Det er min personlige mening," siger Ib Sørensen på baggrund af klagen fra naboerne til biografgrunden i Stenløse

Af
Kenneth Tanzer

Ib Sørensen, viceborgmester og formand for planudvalget i Egedal Kommune, erklærer sig enig med naboerne i deres kritik af bolig-byggeriet på den gamle biograf-grund i Stenløse.

"Ja, byggeriet ligger udover byggefeltet i lokalplanen. Det har naboerne ret i," siger Ib Sørensen til Lokalavisen Egedal.

Men den socialdemokratiske Egedal-politiker skynder sig at tilføje en teknisk detalje.

"Men i forhold til byggefeltet, så ligger der en grænse, som netop giver mulighed for at lave en overskridelse. Den grænse har kommunens administration sagt god for. De har skønnet og vurderet, at overskridelsen er okay," siger Ib Sørensen.

Er du enig i den betragtning fra administrationen?

"Nej, personligt mener jeg ikke, at denne overskridelse af byggefeltet er okay, men det er min holdning. Administrationen ser anderledes på det i forhold til de gældende regler, og det må jeg så tage til efterretning og leve med."

Ib Sørensen kan i det hele taget godt forstå, at beboerne på Gartnervænget og Stenlillevej råber vagt i gevær.

Ikke noget kønt byggeri

"Jeg kan godt følge deres bevæggrunde for at gøre indsigelser mod byggefeltet og højden i forhold til skellet på den fremskudte blok. Deres klage er i orden, og jeg er på ingen måde overrasket. Hvordan statsforvaltningen håndterer klagen, ved jeg ikke," lyder det fra Ib Sørensen, som dog mener, at beboerne er blevet hørt i processen om byggeriet og byggefeltet.

"Deres indsigelse og svar er blevet hørt," siger han.

Hvad siger du til beboernes eget forslag, hvor man i stedet for den fremskudte boligblok vil bygge på den gamle biograf-parkeringsplads?

"Deres forslag er en rigtig fin ide, men det er desværre kommet for sent. Det skulle have været kommet før lokalplanen blev vedtaget."

Ib Sørensen er dog på bølgelængde med beboerne, når det kommer til udformningen på byggeriet.

"Det er ikke kønt. Det er igen min personlige holdning, og så lever det ikke op til ordlyden i lokalplanen, hvor der blandt andet står, at byggeriet skal opføres med et centralt motiv, som understreger den særlige beliggenhed," siger udvalgsformanden.

Egedal-borgmester Karsten Søndergaard tager nabo-klagen med ophøjet ro.

"Vi mener, at byggeriet overholder rammerne i lokalplanen. Vi har ikke hørt andet, men hvis naboerne mener noget andet, så er de i deres gode ret til at klage. Vi vælger at fokusere på, at der endelig kommer et pænt byggeri på grunden i stedet for en nedbrændt biograf. Det er positivt," lyder det fra Karsten Søndergaard.

Lokalavisen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra projektets bygherre.

Publiceret 10 July 2018 06:01

SENESTE TV