Tre unge stoppet af MC'ere og truet med vold

"Hvis I sælger hash, får I tæv", lød beskeden til de tre unge

Af
Finn Due Larsen

Stenløse En fredelig knallert-tur udviklede sig dramatisk for tre unge, da de onsdag aften ved 19.30-tiden kørte ad Ejnar Thygesensvej i Stenløse.

De kørte på to knallerter, da to motorcyklister kom kørende på vejen og chikanerede dem, for til sidst at presse dem ind til siden.

De to MC'ere, der var to voksne mænd, steg af og råbte voldsomt og truende af de tre unge.

"De spurgte dem, om de sælger hash. For hvis de gør det, ville de få tæv", siger Henrik Duus fra Nordsjællands Politi.

Da de tre unge forsikrede om, at de ikke solgte hash, kørte de to motorcyklister væk igen.

De tre unge har til politiet forklaret, at de intet kendte til de to mænd i forvejen, og at de aldrig har haft noget med hashsalg at gøre.

Optrinnet fandt sted ved 19.30-tiden onsdag, og det blev anmeldt til politiet af faren til den ene, en 17-årig dreng fra Ganløse.

Drengene har til politiet beskrevet de to MC'ere som "med indvandrerbaggrund".

"De var desværre så chokerede, da det skete, så de ikke nåede at notere sig nummerpladerne på motorcyklerne", siger Henrik Duus.

Publiceret 02 August 2018 09:45

SENESTE TV