Nyt boligbyggeri på Stenløses gamle biografgrund blev fejret med rejsegilde - men naboerne holder fast i deres klage til Planklagenævnet

Byggeriet af tolv nye lejligheder blev torsdag markeret med et rejsegilde. Her var der roser til projektet, men naboerne på Gartnervænget og Stenlillevej fastholder deres klage, da de ikke mener at byggeriet overholder rammerne i lokalplanen

Af
Kenneth Tanzer

Høj sol, sprøde pølser og masser af begejstring at spore hos bygherre, håndværkere og borgmester.

Torsdag eftermiddag var der rejsegilde på det nye boligbyggeri i Stenløse, som i slutningen af maj skal huse tolv lejligheder på den gamle biografgrund lige ud til Frederikssundsvejen.

”Det er ikke umiddelbart nogen nem opgave at lave et moderne boligbyggeri med samme ikoniske karakter som Stenløse Bio, da det samtidig også skal hænge sammen funktionelt og økonomisk. I det første forslag vi modtog fra bygherren lignede facaden ud mod Frederikssundsvej lidt for meget en bagside, men i det aktuelle projekt har man arbejdet med arkitekturen og fået et pænt byggeri af tolv nye boliger,” sagde Egedal-borgmester Karsten Søndergaard.

Lækre lejligheder på vej

Forinden var Anders Nørgaard Kjeldsen fra bygherre Nørgaard Skødt Ejendomme ApS i Smørum på talerstolen, hvor han takkede for samarbejdet til både Egedal Kommune og HHM A/S.

”Vi har nu været i gang herude i fire måneder, og det ser allerede rigtig godt ud. Lejlighederne bliver super lækre med gode altaner og egen parkeringsplads til hver lejlighed på 87 til 101 kvadratmeter,” sagde Anders Nørgaard Kjeldsen.

Trods torsdagens festligheder, så har projektet været genstand for en massiv kritik fra naboerne på Gartnervænget og Stenlillevej.

Som Lokalavisen Egedal kunne fortælle i juli, så er det naboernes vurdering, at byggeriet ikke overholder rammerne i lokalplanen for området, da en del af byggeriet, ifølge naboerne, er bygget udenfor det byggefelt, som er udlagt i lokalplanen.

Har ikke givet op

Naboerne valgte først at klage til Statsforvaltningen og senere til Planklagenævnet, og selvom byggeriet går ind i sin afgørende fase, så fastholder naboerne deres klage.

”Ifølge vores advokat, så kan kommunen ikke efterfølgende dispensere sig til rettigheder de ikke har ifølge en lokalplan, men vi må se, hvad der sker. Det varer desværre nok længe, inden vi får svar fra de to instanser og imens bygges der på livet løs, men vi har ikke givet op,” siger Henning Frederiksen, beboer på Gartnervænget og nabo til biograf-grunden.

Tilbage til rejsegildet, hvor bygherre Anders Nørgaard Kjeldsen ikke ville kommentere naboernes fastholdelse af klagen.

”Jeg har ikke noget at sige til klagen, men jeg vil gerne slå fast, at dette boligbyggeri er langt bedre end at være nabo til en nedbrændt biograf. Det er også mit håb, at naboerne herude bliver glade for det på sigt,” siger Anders Nørgaard Kjeldsen.

Anders Nørgaard Kjeldsen fra bygherre Nørgaard Skødt Ejendomme ApS i Smørum var på talerstolen, hvor han roste byggeriet og samarbejdet med Egedal Kommune og HHM A/S. Foto: KT

Anders Nørgaard Kjeldsen fra bygherre Nørgaard Skødt Ejendomme ApS i Smørum var på talerstolen, hvor han roste byggeriet og samarbejdet med Egedal Kommune og HHM A/S. Foto: KT

Et rejsegilde er som bekendt håndværkernes fest, og de blev belønnet med flotte ord, sprøde pølser og kolde sodavand. Foto: KT

Et rejsegilde er som bekendt håndværkernes fest, og de blev belønnet med flotte ord, sprøde pølser og kolde sodavand. Foto: KT

Egedals borgmester Karsten Søndergaard roste det nye byggeri og sagde blandt andet:

Egedals borgmester Karsten Søndergaard roste det nye byggeri og sagde blandt andet: "I vores kommuneplanlægning er der lagt op til at området langs Frederikssundsvej gennem Stenløse på sigt skal fortættes og komme til at have et mere bymæssigt udtryk. Det er grunden til, at der i lokalplanen for området er givet mulighed for at bygge i op til tre etager, ligesom der er stillet krav om at facaden ud mod Frederikssundsvej skal være mindst tyve meter lang og placeres så tæt på vejen som muligt," lød det fra Karsten Søndergaard.

Publiceret 07 September 2018 11:57

SENESTE TV