Venstre-politiker fra Egedal stritter imod: "Biblioteks-lukning bliver ikke med min stemme"

Byrådsmedlem Ulrik John Nielsen melder klart ud om Ganløse-forslag i ny skolerapport

Af
Kenneth Tanzer

"Jeg kommer ikke til at stemme for en flytning eller en lukning af Ganløse Bibliotek. Det ligger helt fast".

Ulrik John Nielsen, byrådsmedlem for Venstre i Egedal Kommune, melder klart og kontant ud, når snakken falder på den del af Brøndum & Fliess-rapporten, som foreslår en lukning/flytning af Ganløse Bibliotek samt en flytning af byens fritids- og ungdomsklub til Ganløse Skole.

Ulrik John Nielsen er dog godt klar over, at han kan stå i en situation, hvor et byrådsflertal med hans egne partikollegaer går en anden vej og stemmer "ja" til det scenarie, der byder på en flytning af Ganløses bibliotek og klub.

"Hvis det bliver tilfældet, så har vi en ny situation, og så må jeg tænke mig godt om," siger Ulrik John Nielsen.

Han ønsker ikke at uddybe, hvad den "nye situation" kan få af konsekvenser, men han understreger, at han er Venstre-mand ind til benet.

"Jeg har været Venstre-mand siden jeg var 18 år gammel, og jeg har været med til at starte VU op i Stenløse, så jeg ønsker ikke at være i opposition, men omvendt er jeg også en lokal Ganløse-borger, som gik til valg på at byen og området ikke skal reduceres, men udvikles. 85 procent af mine stemmer fik jeg i Ganløse og Slagslunde, og så skal jeg også arbejde for de stemmer," siger Ulrik John Nielsen, som ikke lægger skjul på, hvorfor han er imod Ganløse-forslagene i den nye rapport.

"Vores små velfungerende lokalsamfund skal ikke svækkes eller amputeres, for det vil ske, hvis vi siger ja til de her forslag. Vi skal lytte til borgerne i hele kommunen og høre, hvad de synes i stedet for at fremlægge en rapport, som på mange måder er uklar for borgerne. Den skal belyses mere grundigt i et forståeligt sprog, og vi politikere skal have mere tid til at drøfte den fra offentliggørelsen til vedtagelsen," siger Ulrik John Nielsen.

Borgmester: Uklog udmelding

Hans partifælle i Venstre, borgmester Karsten Søndergaard, har noteret sig opråbet fra Ulrik John Nielsen, og han er ikke enig i fremgangsmåden.

"Det må stå for Ulrik John Nielsens egen regning. Jeg finder det uklogt, at han melder ud på så bombastisk en måde. Det er også farligt, for politik er kompromisser, hvor man ikke altid ved, hvordan tingene ender. Budgettet i Egedal handler om hele kommunen - ikke kun om Ganløse. Vi skal forholde os til det store billede, og når vi snakker om skolerapporten, så indgår stadig alle scenarier. Vi har ikke lagt os fast på noget, for der er en forhandling i gang," siger Karsten Søndergaard.

Publiceret 14 September 2018 05:45

SENESTE TV