28 nye boliger på vej til Bryggertorvet i Ølstykke

Egedal Kommune arbejder videre med et boligprojekt på erhvervsgrunden, hvor der tidligere lå en Superbrugsen-butik

Af
Kenneth Tanzer

ØLSTYKKE I flere år har den tidligere Superbrugsen-butik på Bryggertorvet 1 i Ølstykke stået tom, men nu kan den gamle erhvervsbygning blive afløst af 28 splinternye boliger.

Således har Planudvalget i Egedal Kommune besluttet at arbejde videre med et boligprojekt, som en ejendomsudvikler ønsker at opføre.

"Vi har fået en forespørgsel, og den er vi interesseret i at kigge nærmere på, da området vil få gavn af det løft og liv, som nye boliger kan give. Jeg synes, at ideen lyder rigtig spændende - også i betragtning af, at det i flere år har været vanskeligt at finde erhvervslejemål til bygningen," siger Ib Sørensen (A), formand for Planudvalget i Egedal Kommune.

Han understreger dog, at projektet for Bryggertorvet stadig er i sin indledende fase.

"Vi er på et tidligt stadie, så jeg kan ikke sige noget om boligtyper, men i første omgang er det vigtigt at høre naboerne i området. Derfor har vi besluttet at sende dispensationsansøgningen i fire ugers nabohøring i stedet for to uger, inden vi afslutter høringen med et nabo-møde. Projektet kommer til at ligge i et område, hvor der i forvejen er både erhverv og et hyggeligt landsbypræg, så naboerne skal hurtigst muligt inddrages i processen," siger Ib Sørensen.

Øverste etage rives ned

Helt konkret, så består projektet i at rive den øverste etage ned (Superbrugsen-bygningen, red) og i stedet bygge boliger i to etager, mens man bibeholder erhvervslokalerne i kælderen.

Gennem dialogen med ejendomsudvikleren er boligprojektet gået fra at være en boligbebyggelse bestående af tre etager til en bebyggelse med 28 boliger i forskudte sektioner i to etager omkring et gårdrum.

"Lige nu handler det som sagt om nabohøringen, og når vi kender resultatet af den, så er der naturligvis en masse praktiske detaljer om boligernes udformning, som vi skal have kigget på med ejendomsudvikleren," siger Ib Sørensen.

Publiceret 17 September 2018 06:01

SENESTE TV