Læserbrev: Bevar kulturhuset og biblioteket i Ledøje-Smørum

Af
Inga Nielsen

Tulipanhaven 16 i Smørum

Brøndum & Fliess’ rapport om ”Læringsfællesskaber og multifunktionel anvendelse af kvadratmeter” i Egedal Kommune vækker i den grad debat i Ledøje-Smørum.

Ingen kan være uenige i, at det er vigtigt, at der er inspirerende læringsmiljøer på skolerne, og at det er bedre at begrænse udgifterne til vedligeholdelse og drift end at spare på kerneydelserne ved knaphed på ressourcer. Spørgsmålet er dog, om de foreslåede ændringer af udnyttelsen af matriklerne i Ledøje-Smørum ikke ødelægger mere end de gavner? Det tror jeg.

Vi er mange, der husker tiden, inden vi fik Kulturhuset på Flodvej. Vi manglede i den grad et samlingssted til både små og store arrangementer. Behovet for at kunne samles til møder, udstillinger, foredrag og musikopførelser var stort.

Mange kræfter både fra politikernes og brugernes side blev i sin tid lagt i etableringen af Kulturhuset, og glæden var stor, da det endelig kunne indvies i marts 1999. Vi fik et samlingssted. Det fremmer sammenhold og fællesskabsfølelse. Biblioteket er moderne og aktivt i forhold til borgerne. Kort sagt her møder Ledøje-Smørumborgerne kultur i fællesskab med andre.

Men hverken fællesskabsfølelse, sammenhold, kultur eller glæden ved smukke og velegnede lokaler kan måles i penge. Dog er det værdier, man ikke kommer uden om, når det gælder tilhørsforhold og glæde ved at bo netop her.

I det lys er det trist at læse, at biblioteket og kulturelle arrangementer skal flyttes fra velegnede og dertil indrettede lokaler i Kulturhuset til henholdsvis Idrætscentret og ”Skolens hjerte” på Boesagerskolen. Kulturhuset skal ifølge rapporten indgå i Boesagerskolen som et ”læringsmiljø med fokus på både elever og borgere”.

Hvad mener man med det? Kan Kunstforeningen holde deres årlige udstillinger af en uges varighed i ”Skolens Hjerte”, kan Musikforeningen afholde dens koncerter her og hvad med teaterforestillinger for børn? I hvert fald er det ret begrænset, hvad andre, kan bruge ”Skolens hjerte” til i skoletiden. Ledøje-Smørum ligger i yderkanten af Egedal Kommune.

Det samme gør Måløv i forhold til Ballerup Kommune. Det er tankevækkende, at der her for ganske få år siden blev etableret netop et Kulturhus i tilknytning til Måløv Bibliotek. Måske har vi her i Ledøje-Smørum som i Ganløse behov for et bylaug eller et lokalt råd, som kan tale vores sag?

Et er sikkert, hvis man fra kommunalt hold på demokratisk vis kunne spørge foreninger, organisationer eller borgerne, om de vil beholde Kulturhuset eller have det splittet ud på flere adresser, er jeg sikker på, at svaret bliver et rungende nej. Der er tale om en rokade af aktiviteter og evt. tilbygninger. Det man vil opnå af forbedringer på skoleområdet, må kunne opnås ved andre rokader/ændringer, og uden at man nedlægger Kulturhuset.

Vi må håbe, at politikerne forstår betydningen af at tage vare på kultur og fællesskab samtidig med, at de sikrer gode skoler og en stabil økonomi.

Publiceret 25 September 2018 07:38

SENESTE TV