En cirkel af lys skulle skabe liv på Rådhustorvet i Egedal Kommune. Projektet er droppet, og nu skal kunstneren have betaling for sit arbejde. Arkivfoto

En cirkel af lys skulle skabe liv på Rådhustorvet i Egedal Kommune. Projektet er droppet, og nu skal kunstneren have betaling for sit arbejde. Arkivfoto

Stort lysprojekt blev droppet i Egedal Kommune: Nu får kunstneren 58.500 kroner

Selvom det store lyscirkel-projekt er skrinlagt, så må Egedal Kommune til lommerne og betale vederlag til kunstneren

Af
Kenneth Tanzer

Som Lokalavisen Egedal tidligere har beskrevet, så har Egedal Kommune opgivet at gennemføre et kunstprojekt til 420.000 kroner, hvor en cirkel af lys skulle skabe liv på Rådhustorvet.

Men selvom borgerne må kigge langt efter visionen om en svævende lysende cirkel via det regionale projekt "Lighting Metropolis", så kommer projektet alligevel til at koste et betydeligt beløb - dog langt fra de 420.000 kr.

Kunstneren, svenske Milo Lavén, skal nemlig have 58.500 kr. i vederlag for det arbejde, som han nåede at udføre i forbindelse med projektet.

Dybt ærgerligt

Vederlaget blev godkendt på onsdagens byrådsmøde, og selvom der var bred enighed om det ærgerlige i projektets kollaps, så delte selve udbetalingen til kunstneren vandene i de politiske lejre.

"Det er dybt ærgerligt, at vi nu skal betale denne kunstner 58.500 kr. Det er ærgerlige penge, for vi har ikke fået noget ud af det," sagde Venstres Ole B. Hovøre.

Det kunne Ib Sørensen fra Socialdemokratiet dog ikke være mere uenig i.

"Vi har ikke tabt de her penge, og det er heller ikke rigtigt, at vi ikke har fået noget for dem, for vi har købt kunstnerens ide og projekt. Det havde naturligvis været sjovere at betale ham, hvis hele projektet var blevet til virkelighed, men jeg har ingen problemer med at udbetale manden - heller ikke i de her budget-tider," sagde Ib Sørensen.

Det lokale lysprojekt i Egedal By er, ifølge kommunen, først og fremmest droppet, fordi det har vist sig for vanskeligt at realisere både teknisk og tidsmæssigt.

Af de 420.000 kr., der fra kunstpuljen blev afsat til projektet, forbliver de resterende 361.5000 kr. i kunstpuljen.

Publiceret 28 September 2018 09:51

SENESTE TV