SØAM-løber med i et af verdens hårdeste løb

Lars Elgaard Larsen fra SØAM deltog i ultraløb i Grækenland

Af
Finn Due Larsen

Stenløse-Ølstykke Lars Elgaard Larsen, der er ultraløber i Stenløse-Ølstykke Atletik og Motion (SØAM), har deltaget i ”Spartathlon”. Det er regnet som det hårdeste ultraløb, afvikles i Grækenland og er på 246,8 km.

Spartathlon regnet som et hårdt løb ikke alene på grund af længden, men også fordi hvert depot har en tidsgrænse. Hvis løberne ikke er nået gennem depotet inden det lukker tages de ud af løbet. Løbet har en samlet tidsgrænse på 36 timer hvor de 246,8 km skal gennemføres.

At komme med til Spartathlon regnes som meget svært, da der er meget hårde kvalifikationskrav for at komme i betragtning. Man skal have løbet 100 km på under 10 timer eller 100 miles (160 km) på under 21 timer. Lars Elgaard Larsen kvalificerede sig ved at løbe 100 miles på 18 timer og 56 minutter på Mors i september 2017.

”Den danske sommer har været helt perfekt til at træne til varmen i Grækenland. Der er normalt mellem 20-35 graders varme i Grækenland i slutning af september når løbet afvikles, så jeg har trænet i den værste varme midt på dagen for at forberede kroppen på de strabadser jeg ville blive udsat for under det lange løb", fortæller Lars Elgaard Larsen, og fortsætter:

"Jeg rejste til Grækenland to dage før løbsstart sammen med min coach Ulrik Hogrefe for at klare de sidste forberedelser, men hvad vi ikke var forberedte på var, at vi skulle blive ramt af den tropiske orkan ”Zorba”. Mit løb gik godt indtil jeg passerede bjergtoppen midt om natten (ved 162km) i 1130 højdemeter. Her blev jeg ramt af orkanen Zorba med helt ufattelige mængder af vand, og det gjorde det meget svært at holde på varmen, og det varede hele vejen til målet i Sparta. Mange løbere udgik på grund af underafkøling.

Mine fødder blev nærmest opløst af at være gennemblødte i mere end 25 timers skybrud, og hvert skridt var som at træde på legoklodser i bare tæer, men jeg var opsat på at gennemføre.

Vi var syv danskere der stillede til start, men kun to af os klarede det hele vejen til målstregen i Sparta."

Lars Elgaard Larsens sluttid var 35 timer og 33 minutter - 27 minutter før tidsgrænsen.

Publiceret 08 October 2018 05:00

SENESTE TV