Her er der glæde over budgettet i Egedal: Ny idrætshal i Ølstykke og ny kunstgræsbane i Smørum er på vej

Investor-opbakning i Smørum og Ølstykke gør det muligt for Egedal byråd at budgettere med to større idræts-projekter

Af
Kenneth Tanzer

Selvom Egedal Kommunes "Budget 2019" først og fremmest byder på massive besparelser og effektiviseringer, så er der alligevel grund til glæde og tilfredshed på idrætsområdet.

Således er der i det nye budget lagt op til en etablering af en ny kunstgræsbane i Ledøje-Smørum samt en ny idrætshal i Ølstykke - i forlængelse af den nuværende hal-bygning.

I budgetaftalen fremgår det, at den fem mio. kr. dyre anlægsudgift til den nye bane bliver finansieret som en privat gave fra Ledøje-Smørum Fodboldklub.

"Klubben er klar med en finansiering, som gør det muligt for os at være med. Derfor har vi i budgettet medtaget årlige driftsudgifter, men det er ikke et stort beløb," siger Egedal-borgmester Karsten Søndergaard (V), som understreger, at kommunen og Ledøje-Smørum Fodbold nu skal i yderligere dialog om projektet.

"Der er stadig nogle vilkår, som skal aftales nærmere. Det handler blandt andet om, hvordan vi kan modtage "gaven". Det skal vi kigge på, og hvis vi ikke bliver enige, så bliver det taget af budgettet igen," siger borgmesteren, som dog er af den holdning, at Ledøje-Smørum har behov for endnu en kunstgræsbane.

Satser på salgsindtægter

"Udendørs fodbold er jo ikke længere en sport, som kun dyrkes i sommerhalvåret. Der spilles året rundt, så der er pres på den nuværende bane i Smørum," siger Karsten Søndergaard.

Også i Ølstykke står en investor klar med en "idræts-gave" i form af ti mio. kr. til en ny idrætshal. Bruttoudgiften til det projekt ligger på 16 mio. kr., hvilket betyder, at Egedal Kommune skal finde seks mio. kr. på anlægsbudgettet.

Nu lyder meldingen i den nye budgetaftale, at hvis der i 2019 og 2020 opnås salgsindtægter for mere end 100 mio. kr., så vil byrådet iværksætte hal-projektet i Ølstykke.

"Det er ingen hemmelighed, at vi netop har præsenteret et presset budget, og derfor er hal-projektet i Ølstykke afhængig af kommende salgsindtægter. Vi kan ikke kaste os ud i projektet, før vi har et klart billede af vores indtægter, men jeg er meget optimistisk i forhold til at sikre de nødvendige salgsindtægter, så denne hal kan blive en realitet. Også i Ølstykke har vi konstateret, at der mangler spilleflader, så det er et spændende projekt, som vi håber på at føre ud i livet," siger Karsten Søndergaard.

En ny kunstgræsbane kan være på vej i Ledøje-Smørum. I hvert fald er projektet med i Egedals budget. Arkivfoto

En ny kunstgræsbane kan være på vej i Ledøje-Smørum. I hvert fald er projektet med i Egedals budget. Arkivfoto

Publiceret 12 October 2018 09:41

SENESTE TV