Den kommende girlcamp sætter fokus på glæden ved spillet. Mostphoto

Den kommende girlcamp sætter fokus på glæden ved spillet. Mostphoto

Lokale tennisklubber går sammen om "girlcamp": Der skal være plads til smil, hygge og jubel

Jyllinge, Ledøje-Smørum, Ølstykke og Frederikssund Tennisklub er klar med et arrangement for tennisglade piger

Lørdag den 3. november fra kl. 13.00-21.00 lægger Ølstykke Tennishal baner til en vaskeægte Girlcamp.

Fire lokaler tennisklubber i lokalområdet - Jyllinge Tennisklub, Ledøje-Smørum Tennisklub, Frederikssund Tennisklub og Ølstykke Tennisklub - har nemlig samarbejdet om at arrangere en girlcamp, så de ældre piger i klubberne kan få en rigtig sjov og lærerig oplevelse sammen.

Det er ikke altid nemt at være pige i tennissporten i dag. Mange klubber kæmper med at få piger nok til deres pigehold i holdturneringen. Det er også alment kendt indenfor sport, at piger bare har særlige behov, især når de kommer op i teenageårene. Derfor var de fire klubber ikke sene om at byde ind, da DIF i samarbejde med Always inviterede til ansøgninger for Girlcamps. Det lykkedes også at få tilskud til arrangementet.

Vil sætte fokus på piger

"Vores Girlcamp er ikke bare en traditionel træningslejr for pigerne udelukkende med tennis på banerne. Vi har derimod ønsket at lave et arrangement, som også sætter fokus på at hjælpe pigerne med at opbygge stærkere relationer med hinanden og støtte dem i at huske, at det først og fremmest skal være sjovt at spille tennis. Vi sætter derfor fokus på, at pigerne lærer noget om Life Skills, at vi øver os i at smile og snakke sammen både indenfor og udenfor banen, at vi husker at juble, når det går os godt, og at vi kan slappe af og hygge os med hinanden. Dagen byder derfor på en række blandede aktiviteter, som tager afsæt i, at pigerne skal have det sjovt, smile og lære sig selv og hinanden bedre at kende," siger Maj-Britt Quitzau, ungdomsudvalgsformand i Ølstykke Tennisklub.

"Vi synes, at vi med arrangementet prøver at sætte fokus på noget, som vi alle skal blive bedre til, når det gælder piger i sporten - nemlig at forstå vores piger bedre og bidrage til at styrke dem hver især og deres indbyrdes relationer," siger Maj-Britt Quitzau.

Interesserede kan tilmelde sig girlcampen senest den 27. oktober til ungdoms-udvalg@olstykketennisklub.dk.

Publiceret 17 October 2018 12:02

SENESTE TV