Skattesatserne for 2019 fremgik ikke af byrådets dagsorden i forbindelse med budgetvedtagelsen i Egedal. Det har nu medført en klage. Mostphoto

Skattesatserne for 2019 fremgik ikke af byrådets dagsorden i forbindelse med budgetvedtagelsen i Egedal. Det har nu medført en klage. Mostphoto

Tidligere byrådsmedlem klager til Ankestyrelsen over skatte-fodfejl i Egedal Kommune

SF's Jacob Andrup er forundret over, at byrådet ikke tog stilling til skattesatserne, da man vedtog budgettet

Af
Kenneth Tanzer

Ankestyrelsen skal i den nærmeste fremtid behandle en klage over Egedal Kommune.

Afsenderen på klagen er Jacob Andrup, SF-politiker og tidligere byrådsmedlem i Ølstykke og Egedal Kommune.

Hans klage går på, at skattesatserne for 2019 ikke fandt vej til forrige uges byrådsdagsorden i forbindelse med budgetvedtagelsen i Egedal Kommune.

"Hverken dækningsafgiftspromillerne på ejedomme, grundskyldspromillen eller kirkeskatteprocenten er nævnt for offentligheden. Det fremgår heller ikke, om byrådet har valgt statsgaranteret eller selvbudgetteret udskrivning. Jeg vil derfor bede tilsynet om at afgøre, om byrådet i forbindelse med budgetvedtagelsen kan undlade at beslutte skattesatser, som udgør en væsentlig andel af indtægtssiden i et kommunalt budget," siger Jacob Andrup, der er forundret over fremgangsmåden.

"Det skal selvfølgelig fremgå af teksten i dagsordenen, hvad de enkelte skattesatser er. Det skal også fremgå, om der er valgt statsgaranteret eller selvbudgetteret udskrivning. Konsekvensen af den manglende behandling er, at ingen har besluttet, hvad der skal opkræves. Det er næppe tilstrækkeligt, at forligskredsen og administrationen har haft det i tankerne. Jeg er ikke imponeret over den rådgivning, som kommunaldirektøren giver byrådet i denne sag," siger Jacob Andrup.

Han oplyser, at har allerede har fået svar fra Ankestyrelsen, som meddeler at sagen vil blive behandlet inden for de næste otte måneder.

"Det må tage den tid, som det nu engang tager. Det vigtigste er bare, at lovgivningen overholdes," siger Jacob Andrup til Lokalavisen Egedal.

Undersøgelse i gang

Egedal-borgmester Karsten Søndergaard (V) er bekendt med klagen til Ankestyrelsen.

"Det er rigtigt, at skattetaksterne ikke fremgik af byrådets dagsorden, men det fremgik af det vedlagte bilag, hvilket vi mener er rigeligt i forbindelse med vedtagelsen. Vi er dog ved at undersøge, om det også skulle have fremgået af teksten, og hvis vi har begået en fejl, så må vi naturligvis gøre det godt igen," siger Karsten Søndergaard, som tager Jacob Andrups klage med knusende ro.

"Hvis Jacob har behov for at klage over det her, så må han jo gøre det. Det kan vi ikke ændre på," siger han.

Publiceret 18 October 2018 11:11

SENESTE TV