Er du frisk på en omgang ping-pong?

Er du frisk på en omgang ping-pong?

Bordtennis-OL på vej til skoler i Egedal

Tre skoler er med i landsdækkende arrangement

Lærkeskolen, Toftehøjskolen og Stengårdsskolen har i år valgt at deltage i Skol-OL Bordtennis, som er en ny aktivitet indenfor Skole OL, et landsdækkende arrangement for folkeskoler.

Skole-OL Bordtennis er tilpasset for skolernes 4. og 5. klasser og i alt ni udvalgte klasser fra de tre skoler vil deltage. Andre skoler i Stenløse og Ølstykke skoledistrikter har allerede udvist interesse for Skole OL Bordtennis, og håber at kunne være med i næste skoleår hvor Skole OL Bordtennis også finder sted.

I denne uge har seks idrætslærere fra Egedal som de første i Danmark således været på et halvdags pilot introduktionskursus hos Ølstykke Bordtennisklub, og ni udvalgte 4. og 5. klasser vil i den kommende tid stifte bekendtskab med forskellige aktiviteter og øvelser indenfor bordtennissporten. Efter endt undervisningsforløb vil der blive afholdt et lokalt kvalifikationsstævne, hvor de enkelte klasser skal konkurrere sammen med hinanden, altså samarbejde som hold, i forskellige discipliner så klassen kan opnå flest mulige kvalifikationspoint.

De klasser som på landsplan opnår flest kvalifikationspoint vil blive inviteret til en landsdækkende Skole-OL finale som afholdes i Aarhus i juni 2019.

Borde står fremme

Mikael Mikkelsen, formand, Ølstykke BTK, håber at man med et initiativ som Skole OL Bordtennis vil få flere børn til at få øjnene op for bordtennissporten:

"Ofte står et eller to bordtennisborde fremme i skolerne eller i SFO’erne, og ved at øge kendskabet til bordtennis på skolerne kan en nem og sjov aktivitet med forskellige lette øvelser og lege hurtig sættes i gang for børn som synes det er sjovt at lege med bold og bat", siger han.

På sigt er det håbet at Skole OL Bordtennis som sådan - og/eller en tilsvarende aktivitet gennem DBTU - også vil blive mulig for de mindre klassetrin i skolerne, eventuel gennem SFO’erne. Interesserede skoler og SFO’er i Egedal er velkomne til at tage kontakt til Ølstykke Bordtennisklub for at høre nærmere.

Publiceret 07 November 2018 06:00

SENESTE TV