Abdel Aziz Mahmoud. Foto: UNICEF

Abdel Aziz Mahmoud. Foto: UNICEF

Ølstykkes Abdel Aziz Mahmoud får UNICEF-post

”Det at gøre noget for andre har jeg fået ind under huden fra barnsben," siger Abdel Aziz Mahmoud, der er tiltrådt UNICEF Danmarks rådgivende præsidium

Abdel Aziz Mahmoud, opvokset i Ølstykke, er tiltrådt UNICEF Danmarks rådgivende præsidium sammen med en række andre stærke kapaciteter.

”Jeg synes, at vi for tiden har for meget fokus på, hvad vi har lyst til og for lidt på, hvad vi har pligt til. UNICEF har vi taget lidt for givet, og de færreste ved, at det er en organisation, som kun skulle have været her et par år, men som man aktivt vælger skal eksistere. Ligeså nemt som den blev oprettet, kan den forsvinde igen,” siger Abdel Aziz Mahmoud i en pressemeddelelse.

Han lægger ikke skjul på, at det at gøre noget godt for andre er blevet en fast del af hans liv.

”Det at være noget for andre - ikke fordi det ser godt ud, er hyggeligt eller fordi man selv får noget ud af det, bare fordi man selv er privilegeret og kan give det videre – det har jeg fået ind under huden fra barnsben," siger Abdel Aziz Mahmoud.

Han tiltræder UNICEFs præsidium sammen med Mogens Lykketoft, Mads Steffensen, Kasper Holten, Thomas Kirk Kristiansen, Lykke Friis, Ellen Hillingsø, Kasper Hjulmand, Henrik Stubkjaer, Ida Auken og Anne Glad.

Publiceret 08 November 2018 00:00

SENESTE TV