557 skolebørn i Egedal var sidste år med i Omvendt Julekalender. Presse

557 skolebørn i Egedal var sidste år med i Omvendt Julekalender. Presse

Nu kan børnene i Egedal Kommune igen vende op og ned på julen

Projektet "Omvendt Julekalender" bliver for sjette år i træk tilbudt skolerne i Egedal Kommune

For børn og barnlige sjæle er morgenmørket ikke helt så slemt i december.

Med både papirkalenderne, chokoladekalender, pakkekalender og udsigt til julegaver er der nok at glæde sig over i julemåneden. Men Omvendt Julekalender, der er SOS Børnebyernes gratis tilbud til skoler, tilbyder et alternativ til gaveræset.

Sidste år deltog 557 skolebørn i Egedal Kommune i kalenderen. I alt var 50.000 børn fordelt på godt 800 skoler landet over med til at vende julen på hovedet. I Omvendt Julekalender lærer børnene om børns vilkår i andre lande og om julens budskaber om næstekærlighed.

I år kommer skoleeleverne på besøg i blandt andet Nepal, Zambia, Laos og Rusland. Samtidig kan eleverne gøre gode gerninger derhjemme, som belønnes med en lille mønt. Pengene går til at hjælpe børn som dem, eleverne møder i kalenderen, så de kan vokse op i et trygt og kærligt hjem.

”Skoleeleverne er interesserede i at vide mere om, hvordan deres jævnaldrende ude i verden lever. Eleverne lærer om børns vilkår, og de ser, hvordan vi kan hjælpe hinanden – både ude og hjemme. Alle de gode gerninger, eleverne gør, spreder glæde hos deres nærmeste og hjælper samtidig børn ude i verden. Vi håber, at rigtig mange vil være med igen i år,” siger Mads Klæstrup Kristensen, direktør i SOS Børnebyerne.

Eleverne kan gøre gode gerninger for forældre, bedsteforældre eller naboen. For eksempel at tømme opvaskemaskinen, ordne vasketøj eller på en anden måde hjælpe til. For den gode gerning får eleverne et lille beløb, de lægger i klassens fælles indsamling. Nogle klasser arrangerer også julemarkeder eller kagesalg til den gode sag.

Det er sjette år i træk, at SOS Børnebyerne laver "Omvendt Julekalender."

Publiceret 08 November 2018 05:54

SENESTE TV