Ledøje-Smørum Fodbold har i tre år drømt og arbejdet for en ny kunstgræsbane, men nu er planerne faldet til jorden. Modelfoto

Ledøje-Smørum Fodbold har i tre år drømt og arbejdet for en ny kunstgræsbane, men nu er planerne faldet til jorden. Modelfoto

Fodboldklubben og kommunen kan ikke blive enige: Ny kunstgræsbane i Smørum er droppet

Stort kunstgræs-projekt i Smørum er strandet på økonomi og vilkår

Af
Kenneth Tanzer

Der kommer ingen ny kunstgræsbane ved idrætsanlægget i Ledøje-Smørum.

Det står klart efter et møde mellem Ledøje-Smørum Fodbold og Egedal Kommune.

"Vi har netop trukket vores tilbud tilbage. Vi kan ikke blive enige med kommunen, så kunstgræs-projektet er for vores vedkommende lagt i graven," siger klubbens formand Ole "Barca" Hansen til Lokalavisen Egedal.

Planerne om en ny kunstgræsbane fandt ellers vej til kommunens "Budget 2019", da den lokale fodboldklub stod klar med først tre mio. kr. og senere fire mio. kr. i egenfinansiering, mens kommunen skulle dække de årlige driftsudgifter.

Alligevel er det netop økonomien, som spænder ben for en ny kunstgræsbane ved siden af den eksisterende bane. Det mener klubbens bestyrelsesmedlem Thomas Bejer-Andersen, der har været frontfigur på projektet.

Grænsen er nået

"Banen endte med at koste fem mio. kr. plus gavemoms, så vi følte det rimeligt, hvis Egedal Kommune sørgede for driftsudgifterne samt banens belysning på 850.000 kr. Det sidste ville de ikke være med til, og så måtte vi gå hver til sit uden en aftale. Vi har arbejdet på dette projekt i tre år, og vi har virkelig trukket den langt økonomisk, men der er også grænser. Nu var vores grænse nået, men det er meget trist, at projektet rent økonomisk falder til jorden på grund af 850.000 kr., som egentlig i første omgang var med på budgettet til belysning af den nuværende kunstgræsbane," siger Thomas Bejer-Andersen.

Hos Egedal Kommune er borgmester Karsten Søndergaard (V) også ærgerlig over udgangen på kunstgræs-projektet.

"Det er ærgerligt, for jeg kan godt se behovet for endnu en bane, men vi har meddelt klubben, hvad vi kan bidrage med. Det er de årlige driftsudgifter, men vi har ikke i "Budget 2019" sat flere penge af til banen eller banens belysning," siger Karsten Søndergaard, som dog understreger, at aftalen også er faldet på de vilkår, som klubben stillede i forhold til brug af den nye bane.

Svær tvist at løse

"Klubben ville have råderet over banen, og det kan vi ikke være med til. Banen skulle placeres på kommunal grund, og så har vi også rettighederne til at beslutte, hvem der skal bruge den. Vi ville gerne åbne op for, at banen kunne benyttes af andre klubber, men det var Ledøje-Smørum Fodbold ikke interesseret i. Den tvist er svær at løse, for jeg kan godt forstå deres ønske, når de står som investor, men de vilkår kan vi bare ikke være med på," siger borgmesteren.

Thomas Bejer-Andersen mener dog ikke, at klubben har krævet fuld råderet over banen.

"Vi har aldrig lukket døren for at andre klubber kunne bruge den nye bane. Det vi bare har sagt er, at vi ønsker at råde over banen på de bedste tider af døgnet. Det er vel meget rimeligt, når vi selv ville betale for banen. Andre klubber kunne godt bruge den, men vores spillere skulle komme i første række i forhold til valg af træningstider," siger Thomas Bejer-Andersen.

Publiceret 09 November 2018 13:27

SENESTE TV