Udvalgsformand Charlotte Haagendrup er klar til at trække i arbejdstøjet for at finde tilholdssteder for de lokale foreninger.

Udvalgsformand Charlotte Haagendrup er klar til at trække i arbejdstøjet for at finde tilholdssteder for de lokale foreninger.

Udvalgsformand Charlotte Haagendrup om bekymrede foreninger:"Ingen kommer til at stå på gaden i Egedal"

"Vi skal i gang med at finde løsninger for de berørte foreninger, men vi har stadig god tid," siger Charlotte Haagendrup, formand for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune

Af
Kenneth Tanzer

Charlotte Haagendrup (C), formand for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune, kan sagtens forstå bekymringen hos de foreninger, der holder til på Toftehøjskolen og Søagerskolen.

"Deres reaktion er helt naturlig, for skolelukningerne medfører også en vis usikkerhed hos dem," siger Charlotte Haagendrup.

Derfor vil den konservative Egedal-politiker hurtigst muligt mødes med de berørte foreninger.

"Jeg har allerede bedt kommunens administration om at planlægge møder med foreningerne, så vi i fællesskab kan drøfte mulighederne og finde brugbare løsninger. Jeg er optimistisk, og jeg har lovet foreningerne nogle løsninger - og det løfte står jeg ved," siger Charlotte Haagendrup, som påpeger, at processen ikke skal køre med 200 km/t.

"Vi har god tid til det her, for der lukker ingen skoler i 2019, så i fællesskab med foreningerne har vi tiden til en grundig drøftelse af ønsker, forslag og muligheder," siger Charlotte Haagendrup.

Hun vil endnu ikke gisne om fremtiden på de to skoler, der står foran en lukning.

Mange åbne spørgsmål

"Jeg ved ikke, hvad der bliver tilbage, når først skolerne skal lukkes. Jeg kan ikke sige, om hallen på eksempelvis Toftehøjskolen bliver stående eller ej. Derfor vil jeg heller ikke gå i detaljer om mulighederne for de enkelte foreninger. Den dialog tager vi, når vi skal mødes med foreningerne. Jeg kan bare slå fast, at alle foreninger har et tilholdssted, når skolerne ikke er der længere. Ingen kommer til at stå på gaden," siger Charlotte Haagendrup.

Publiceret 12 November 2018 10:10

SENESTE TV