De tre glade og stolte prisvindere - fra venstre mod højre ses Hanne Mogensen, Alexander Kort Lauridsen og Pia Riis Kofoed-Hansen. Fotos: KT

De tre glade og stolte prisvindere - fra venstre mod højre ses Hanne Mogensen, Alexander Kort Lauridsen og Pia Riis Kofoed-Hansen. Fotos: KT

Festaften på Egedal Rådhus: De løb med kommunens hæderspriser

Alexander Kort Lauridsen fra Egedal Basket Klub blev tildelt Ungeprisen, Hanne Mogensen fra Lungeforeningen og Skenkelsø Mølle tog sig af Foreningsprisen, mens Ildsjæleprisen gik til Pia Riis Kofoed-Hansen fra Ølstykke Gymnastik Forening

Af
Kenneth Tanzer

Den røde løber var rullet frem, da Egedal Kommune mandag aften trak i festtøjet og inviterede til "Mesterskabsarrangement" på Egedal Rådhus.

Her blev kommunens mange og talentfulde idrætsudøvere hædret for deres sportslige resultater i løbet af året, men aftenen bød også på sjove indslag fra den veloplagte konferencier Andreas Hermansen samt koncert med Mille Hassenkam, Ølstykkes egen X-Factor-vinder.

Og så var det naturligvis aftenen, hvor kommunens årlige og prestigefyldte hæderspriser skulle uddeles. Årets Ildsjælepris (den gamle Kulturpris) gik til Pia Riis Kofoed-Hansen fra Ølstykke Gymnastik Forening, mens Hanne Mogensen fra Lungeforeningen og Skenkelsø Mølle løb med Årets Foreningspris (den tidligere Lederpris). Endelig kunne Alexander Kort Lauridsen fra Egedal Basket Klub tage hjem med Årets Ungepris (den tidligere ungdomslederpris)

Se video med Mille Hassenkam her:

"Det er mega fedt at løbe med denne pris. Det er en kæmpe oplevelse, og jeg er rigtig glad. Det er et skulderklap, der virkelig betyder noget," sagde Alexander Kort Lauridsen, som modtog Ungeprisen med følgende begrundelse:

"Alexander har spillet basketball det meste af sit liv, og i mange år har han været hjælpetræner og træner. Han adskiller sig fra andre jævnaldrende ved at tage et stort ansvar for klubben. Han er vellidt blandt spillerne, da træningen er seriøs, men også sjov, så alle kan være med. Han er direkte medvirkende til at holde ungdomsafdelingen i gang med sit store engagement for klubben."

Glæden var også stor hos Ølstykke Gymnastik Forenings Pia Riis Kofoed-Hansen, der løb med Ildsjæleprisen.

Stolt og beæret

"Jeg er meget stolt og beæret over denne pris, og så er jeg er virkelig overrasket, for jeg var oppe imod nogle meget kompetente personer - ikke mindst Liselotte Stotz, der har stået bag Høstnatten i Ølstykke," sagde en glad Pia Riis Kofoed-Hansen.

Hun modtog prisen på baggrund af sit store arbejde i den lokale gymnastikforening, hvor hun med glæde og passion står for undervisningen, ligesom hun har haft stor succes med "Jump4fun-projektet", hvor børn og unge med overvægtsproblemer finder glæde ved idrætten.

Kommunens mange og talentfulde idrætsudøvere blev hædret for deres sportslige resultater i løbet af året.

Kommunens mange og talentfulde idrætsudøvere blev hædret for deres sportslige resultater i løbet af året.

Den sidste prisvinder, Hanne Mogensen fra Lungeforeningen og Skenkelsø Mølle, havde også svært ved at få armene ned, da hun blev udråbt til at modtage årets Foreningspris.

"Når man modtager sådan en fornem pris, så bliver man først og fremmest glad og stolt, for det er en anderkendelse af ens daglige arbejde. Det her skulderklap giver mig endnu mere blod på tanden til at gøre noget ekstra for Lungeforeningen og Skenkelsø Mølle," sagde Hanne Mogensen, der i nomineringen fik følgende ord med på vejen:

Knytter aktiviteter sammen

"I 2016 stod Lungeforeningen og manglede én til at styre opvarmningsprogrammet i forbindelse med træning i Sundhedscenteret hver tirsdag og torsdag. Hanne tilbød sig og har været meget aktiv i foreningen, ligesom hun i Skenkelsø Mølle kommer med gode ideer til arrangementer på de månedlige lørdags-familieaktiviteter. Hanne er med andre ord god til at knytte aktiviteter sammen."

Aftenen bød som sagt også på hæder til de lokale idrætsudøvere, der i årets løb har markeret sig ved at vinde et hav af medaljer i både guld, sølv og bronze.

Vinderforeningerne var Ølstykke Skytteforening, Ledøje-Smørum Badminton, Stenløse Badminton Klub, Ledøje-Smørum Gymnastik, Frederikssund Oaks, Ølstykke Badminton Club, Smørum Rulleskøjte Klub og Ølstykke Gymnastik Forening.

Ølstykkes Mille Hassenkam, der som bekendt blev sidste års X-Factor-vinder sammen med gruppen Place On Earth, stod for aftenens musikalske underholdning.

Ølstykkes Mille Hassenkam, der som bekendt blev sidste års X-Factor-vinder sammen med gruppen Place On Earth, stod for aftenens musikalske underholdning.

Den veloplagte konferencier Andreas Hermansen skød prisfesten i gang ved at opfordre publikum til en god gang zumba-dans.

Den veloplagte konferencier Andreas Hermansen skød prisfesten i gang ved at opfordre publikum til en god gang zumba-dans.

Publiceret 13 November 2018 11:56

SENESTE TV