Egedal Flygtningenetværk, der tidligere har budt på vellykkede brunch-arrangementer, inviterer til foredrag. Arkiv

Egedal Flygtningenetværk, der tidligere har budt på vellykkede brunch-arrangementer, inviterer til foredrag. Arkiv

Skuespiller og mentor holder foredrag i Stenløse Kulturhus

Egedal Flygtningenetværk byder i starten af januar på foredrag med skuespiller Ali Najei

Egedal Flygtningenetværk inviterer alle interesserede til foredrag i Stenløse Kulturhus den 26. januar 2019 fra kl.14.00 til 17.00.

Den 26-årige foredragsholder, skuespiller og mentor, Ali Najei vil på autentisk vis fortælle om et liv fyldt med omsorgssvigt, 14 skoleskift, dårligt selvværd og kriminelle relationer.

Ali vil gennem foredraget tage publikum med på en rejse, som vil efterlade alle med en indsigt i, hvor den kriminelle løbebane starter, påvirkningerne fra dårlige omgangskredse, hvordan Ali nu arbejder med familierne, radikalisering og meget andet.

Alis mission er både at give et indblik i, men også at oplyse unge om farerne ved at træde ind i det miljø, som i værste fald kan ende med fængsel eller døden.

Samarbejder med politiet

I dag samarbejder Ali med politiet, PET og andre myndigheder i Københavns Kommune. Med sig til foredraget har han Line Mansour, projektleder hos Center for Forebyggelse af Eksklusion, og sammen vil de fortælle om Projekt Stifinder – et mentorprojekt for unge.

Foredraget varer ca. halvanden time, og der vil være mulighed for tilhørende at stille spørgsmål bagefter.

Foredraget er gratis, men tilmelding skal ske hos Souad på mobil 30 29 02 87 eller Trine Kort Lauridsen på mob: 61 33 31 79 inden den 19. januar.

Publiceret 12 December 2018 06:11