Pia Riis Kofoed-Hansen (yderst til højre) modtog i 2018 Egedal Kommunes Ildsjælpris.

Pia Riis Kofoed-Hansen (yderst til højre) modtog i 2018 Egedal Kommunes Ildsjælpris.

Interview med en ildsjæl: Pia Riis Kofoed-Hansen kæmper for gymnastikken

Pia Riis Kofoed-Hansen brænder for sit arbejde i Ølstykke Gymnastik Forening. Hun bliver ved med at kæmpe for gymnastikken, trods besparelser i Egedal Kommune. Iben Ekdal er blevet undervist af hende i 20 år.

Af
Af Maria Brandt

”Alt eller intet.” Det er 51-årige gymnastikinstruktør Pia Riis Kofoed-Hansens motto, når hun engagerer sig i noget, hun virkelig interesserer sig for. For nylig modtog hun Egedals Kommunes Ildsjælepris, fordi hun brænder igennem, og når ud til sine deltagere med sit arbejde i Ølstykke Gymnastik Forening. Her har hun været siden 1998, men har undervist i rigtig mange år forinden.

Pia Riis Kofoed-Hansen underviser flere gange om ugen, men er også primus motor for en masse frivillige engagementer i foreningen. Derudover har hun en fuldtidsstilling som administrativ koordinator i FN’s miljøprogram.

”Jeg kan ikke undvære at undervise, og det giver mig så meget energi at kunne give og se andre menneskers bevægelsesglæde. Jeg deltager også selv aktivt, for hvis ikke mine deltagere kan se min passion, så stopper de med at komme,” siger Pia Riis Kofoed-Hansen.

En af de aktiviteter hun underviser i er SMBU, som er en sjov motion for sårbare overvægtige børn og unge. Nogle af børnene har diagnoser, er blevet mobbet, eller kommer fra familier med ekstra udfordringer. Før hed holdet Jump4fun, men Egedal Kommune valgte at skære midlerne væk, og det kunne Pia Riis Kofoed-Hansen ikke bære, så foreningen støttede hende, så hun kunne fortsætte sin hjertesag.

”Jeg går meget op i at have øjenkontakt med børnene og de unge, så de føler sig set og trygge. De skal kun sammenligne deres egne succeser og ikke måle sig med andre. Vi styrker dem i deres boldføling, at deres arme skal være stærke, så de kan løfte og hive sig op, og at de skal kunne bære deres egen krop, sådan at de får selvtillid,” siger hun, der også har fået mange positive tilbagemeldinger fra nogle af forældre om, at deres børn nu er begyndt at løbe efter ting i stedet for at gå.

Lattermusklen er vigtig

Pia Riis Kofoed-Hansen har også et gymnastikhold, som hedder Familie Tons for både forældre og deres børn. Derudover har hun et Kondi-Robic hold for kvinder, hvor den yngste deltager er 30 år og den ældste 67.

”På mine hold er det vigtigt, at man har det rart og får brugt sin lattermuskel. Jeg blander alle mulige moderne stilarter i en pærevælling, og vi danser alt fra zumba til at trille rundt på et rullebræt,” fortæller hun.

En af deltagerne er Iben Ekdal, der med sine 67 år er den ældste på holdet. Hun har gået hos Pia Riis Kofoed-Hansen lige fra start i 1998.

”Jeg får virkelig bevæget mig igennem til god og glad musik og derefter strukket ud. Pia har en god energi, og hun holder os i sving, så vi tonser rundt. Vi kommer alle muskelgrupper igennem, og så finder Pia altid på noget nyt oveni hver gang, for eksempel skulle vi spille floorball en dag,” siger Iben Ekdal, der er glad for, at gymnastikken giver hende så god energi, og at hun også er i stand til at kravle rundt på gulvet og lege med sine børnebørn.

En anden bevæggrund for Pia Riis Kofoed-Hansens store lyst til gymnastikken er at samle inspiration og energi til at komme hjem og kæmpe med sin mand, der fik en blodprop i rygmarven og blev lam fra livet og ned.

”Han er verdens stædigste mand, og i dag både går og cykler han. Det er fascinerende, hvad han kan,” vurderer Pia Riis Kofoed-Hansen, hvis voksne børn også underviser og altid har været dygtige sportsudøvere.

Foreningerne har udfordringer

Der er ikke kun glæde ved at undervise i en forening. Gymnastikundervisningen foregår i sale og haller på skoler, og der er flere foreninger, der kæmper for at få tiderne, som kommunen først skal godkende.

”Nogle af salene er nedslidte, og kommunen har svært ved at finde penge til at reparere redskaberne, så mange foreninger sørger selv for dem til skolerne,” siger hun.

Men udfordringer holder ikke Pia Riis Kofoed-Hansen tilbage:

”Jeg regner med at fortsætte min undervisning mange år endnu, for det er svært at slippe.”

Publiceret 08 January 2019 06:17

SENESTE TV