Jeg vender stærkt tilbage, siger Mille Hassenkam - her fra kommunens Mesterskabs-arrangement i november sidste år. Foto: Kenneth Tanzer.

Jeg vender stærkt tilbage, siger Mille Hassenkam - her fra kommunens Mesterskabs-arrangement i november sidste år. Foto: Kenneth Tanzer.

X-Factor-vinderen Mille: Jeg regner stærkt med at lave en 'Martin'

Det har været "grineren" at være med i X-Factor - og sangkarrieren er langt fra opgivet. Det fortæller Mille Hassenkam i dette interview med Lokalavisen

Af
Finn Due Larsen

Ølstykke "Jeg regner stærkt med at lave en "Martin". Bare vent og se".

Ordene fra Mille Hassenkam falder med et stort grin, men også med en ro og skråsikkerhed, så man ikke er i tvivl om hun mener det.

For dem der ikke lige har fulgt X-Factor, vil ordene nok lyde som indforstået, sort snak. Men for den 18-årige Ølstykke-pige og mange af programmets fans vil det uden tvivl give mening.

For "Martin" er jo lig med Martin Saveus, vinderen af den allerførste X-Factor-sæson i 2008. Som herefter forsvandt fra rampelyset, blev dømt ude, for så pludselig nogle år senere at være tilbage igen for fuld musik.

Mille slår fast, at hun også sagtens kan forestille sig at vende stærkt tilbage til rampelyset, efter hun sammen med Place on Earth sidste år vandt X-Factor.

Fra april sidste år, hvor Place on Earth, med Mille i midten, vandt X-Factor. Foto: DR.

Fra april sidste år, hvor Place on Earth, med Mille i midten, vandt X-Factor. Foto: DR.

"Jeg vil gøre gymnasiet færdigt først. Og så vil jeg satse 100 procent på en musikalsk karriere", siger hun.

Hyret til bryllup

Siden sejren i 2018 har der været noget stille om gruppen, der vandt med Thomas Blachman som dommer. På det seneste har det fået flere medier til at spekulere i, at Place on Earth skulle være gået i opløsning, efter pladeselskabet Sony har sagt nej til en kontrakt med gruppen.

Men det afviser Mille:

"Vi er ikke opløst. Men vi har bare svært ved at mødes så tit, fordi vi bor i hver sin by. Vi er stadig klar på at optræde, hvis nogen vil hyre os. For eksempel skal vi ud og optræde til et bryllup."

Men det er korrekt, at Place on Earth ikke får en pladekontrakt.

"Men vi udgav en EP i efteråret. Det virker som om folk har glemt det", griner hun igen, og tilføjer, at Sony også har haft nogle planer om at gruppen skal lave noget sammen med amerikanske Rue Royal, men det er uvist om det bliver til noget.

Nyt band

Mille virker roligt og afklaret, når hun taler om tiden efter X-Factor:

"Jeg ved godt, at mange har det sådan med X-Factor, at "vinderne bliver hurtigt glemt igen". Men man glemmer, at nogle af dem er vendt stærkt tilbage og klaret sig godt - ikke kun Martin", lyder det fra Ølstykke-pigen, der går i 2.g. på Sankt Annæ Gymnasium.

"Det er som om folk tror at man bliver superstjerner med det samme efter X-Factor. Der skal jo arbejdes for det stadigvæk, uanset om du har vundet en konkurrence eller ej."

Og arbejde for den musikalske sag, det vil hun stadigvæk. Lige nu har hun gang i et andet band, Magical Mushrooms:

"Her er jeg forsanger. Det er lidt noget andet end Place on Earth, hvor vi alle tre sang."

"Tag det for hvad det er"

Tiden med den populære sangkonkurrence, hvor hun sammen med Kathrine Ørnfelt og Andreas Kruse udgjorde vinder-trioen, husker hun med stort smil på læben:

"Jeg synes det har været "grineren" at være med i X-Factor. Det var ret syret med al den opmærksomhed vi fik".

Nu er hun blandt dem, der følger den nye sæson på TV2 fra sofahjørnet. Skal hun give et godt råd til de nye deltagere, lyder det som følger:

"Lad være med at have alt for mange høje forventninger. Tag det for hvad det er, for det er ikke noget du kommer til at opleve igen."

Fik en masse ud af det

Hun har det fint med nu at opleve X-Factor på afstand:

"Men jeg kan da også godt mærke jeg savner det lidt", griner hun igen, og tilføjer at hun synes skiftet til TV2 tegner lovende:

"De har bands med nu også, og man kan tage sin egen musik med. Det synes jeg lyder spændende. Vi var meget bundet op på at sangene skulle være egnet til Spotify."

Alt i alt fortryder Mille Hassenkam intet, og ser tilbage på det hele med stor fornøjelse:

"Det kan godt være vi ikke er blevet superstjerner, men vi har fået en masse ud af det alligevel. Jeg synes det er gået så godt som det kunne."

Publiceret 17 January 2019 06:00

SENESTE TV