Veksø Bygade plejer at være fyldt til bristepunktet, når det festlige fastelavnoptog slutter med den traditionsrige tøndeslagning til hest.

Veksø Bygade plejer at være fyldt til bristepunktet, når det festlige fastelavnoptog slutter med den traditionsrige tøndeslagning til hest.

Snart går det løs igen i Veksø: Fastelavn fejres med udklædte mænd og tøndeslagning til hest

Traditionen tro gør man lidt ekstra ud af fastelavn i Veksø. I år vil det festlige tema være tv-julekalendere fra DR og TV2

Man kan ikke sige Veksø uden også at sige fastelavn.

Hvert år ruller man ud med et stort fastelavnsoptog bestående af ryttere i røde jakker på blomstersmykkede heste, fire vogne bygget op med kulisser og mænd klædt ud, så de passer til årets tema.

Derudover er der også en vogn med musikere - og alle vogne er hestetrukne, som det har været siden 1910.

I 2018 var temaet, Pippi Langstrømpe & Emil fra Lønneberg og Olsen banden, men i år kan publikum glæde sig til et nyt tema, der sætter fokus på TV-julekalendere fra TV2 og DR.

"Vi finder et nyt tema hvert år, og i 2019 har vi valgt TV-julekalendere som hovedtema. Vi er sikre på, at kulisser og de udklædte mænd vil være genkendelige for både børn og voksne. Det vil derfor være en god grund til at tage godt med tøj på, besøge Veksø og opleve, hvad en lille by i Egedal Kommune kan præstere," siger Finn Lustrup i en pressemeddelelse.

Årets fastelavn-arrangement i Veksø finder sted søndag den 3. marts. Efter en paradekørsel i Veksø Bygade søndag morgen kl. 9 fortsætter det store optog med dagen igennem at besøge grundejerforeninger, private og gårde i Veksø for til sidst at slutte af med tøndeslagningen til hest i Veksø Bygade cirka. kl. 15.30.

Bygger vognene nu

"Fastelavnsoptoget består af ca. 15 ryttere i røde veste samt 5 hestetrukne vogne. Den ene vogn er bemandet med et hornorkester, 3 vogne udgør hovedtemaet og den femte vogn, den såkaldte klovnevogn, markerer på satirisk vis en begivenhed fra det forgangne år, eller noget andet genkendeligt," siger Finn Lustrup, der fortæller, at den store planlægning er i fuld gang.

"Der er nok at se til, men det er rigtig hyggeligt. Hver lørdag frem til fastelavnssøndag bygges der på vognene i Slagtergården i Veksø," siger Finn Lustrup.

_______________________________________________________________________________

Publiceret 13 February 2019 06:21

SENESTE TV