Alt tyder på, at den gamle og tomme Superbrugsen-bygning på Bryggertorvet i Ølstykke erstattes af 28 små attraktive boliger. Arkivfoto

Alt tyder på, at den gamle og tomme Superbrugsen-bygning på Bryggertorvet i Ølstykke erstattes af 28 små attraktive boliger. Arkivfoto

Efter nabohøring: Nye boliger på Bryggertorvet i Ølstykke rykker nærmere

Egedal Kommune har lyttet til indsigelserne og giver dispensation til det kommende bolig-projekt på Bryggertorvet i Ølstykke

Af
Kenneth Tanzer

Som Lokalavisen Egedal kunne fortælle i september sidste år, så er et nyt bolig-projekt på vej til Bryggertorvet i Ølstykke.

Helt konkret, så skal den gamle erhvervsbygning, hvor Superbrugsen for år tilbage havde butik, erstattes af 28 splinternye boliger.

Nu er bolig-projektet, som en ejendomsudvikler ønsker at opføre, rykket et stort skridt nærmere, for på det seneste møde i Egedal Kommunes Planudvalg blev det besluttet at give grønt lys til en dispensation til opførelsen.

"Det er et fint projekt, som er i støbeskeen på Bryggertorvet, så vi har vurderet det og er kommet frem til en dispensations-godkendelse. Vi skubber projektet i gang ved at godkende de her lovlige dispensationer," siger Ib Sørensen (A), formand for Planudvalget.

Bolig-planen har fra oktober til december sidste år været i nabohøring, hvor der har været indsigelser og en generel bekymring for byggeriets højde og for indbliksgener fra lejlighederne, som vender mod Stengårdsvej.

Ned i højde

Det har Egedal Kommune nu lyttet til ved at give en række dispensationer - blandt andet ved at etablere flade tage og anvende teglspån som facadebeklædning. Derudover vil de fire øverste altaner på vestfacaden blive erstattet med franske altaner for at mindske indbliksgener og eventuelle støjgener fra altaner.

"Vi har kigget på ønsket i forhold til altanerne, men vi har også skruet byggeriet lidt ned i højde," siger Ib Sørensen, der mener, at de 28 kommende boliger vil give et tiltrængt løft til området.

"Det er jo ingen hemmelighed, at den gamle Brugsen-bygning har stået tom meget længe. Derfor ser vi positivt på dette tiltag, som vil give en forskønnelse til Bryggertorvet.

Projektet vil tilbyder små attraktive boliger, der skal afløse den nuværende tomme Brugsen-bygning, men det er stadig planen at bevare de erhvervslejemål, som bygningen i dag huser i kælderen.

Publiceret 18 February 2019 11:08

SENESTE TV