Michael Worm er vinterbader og aktiv i Rudersdal Senior Triatlon, hvor han to gange om ugen dyrker motion og cykling, så han kommer ikke til at ligge på den lade side, når pensionisttilværelsen om lidt kalder. Foto: Henrik Gregersen

Michael Worm er vinterbader og aktiv i Rudersdal Senior Triatlon, hvor han to gange om ugen dyrker motion og cykling, så han kommer ikke til at ligge på den lade side, når pensionisttilværelsen om lidt kalder. Foto: Henrik Gregersen

Landsbylægen siger farvel - og tak

Michael Worm har siden 1986 slået sine medicinsk folder i Gundsømagle. Men nu er det slut

Af
Jesper Berg

farvel Da Michael Worm i årene efter sin fødsel i 1949 voksede op i den nordvestsjællandske by Svinninge mellem Holbæk og Kalundborg, var det i et hjem, hvor faderen var den lokale læge.

"Det var uden tvivl inspirationen til, at jeg begyndte på medicinstudiet, men mit personlig ungdomsoprør bestod i, at jeg efter to måneder sprang fra og brugte to år på arkitektskolen, før jeg vendte tilbage til medicinen," fortæller Michael Worm, som snart siger farvel til lægehuset i Gundsømagle efter, han i 1986 for første gang fandt ud af, hvor byen lå.

Stråtækt renovering

"I 1986 var der stor arbejdsløshed blandt læger, men jeg søgte og fik jobbet som vikarierende speciallæge hos Gundsømagles læge, Bent Schultze. Jeg anede på det tidspunkt intet om, hvor byen lå, men fandt jo ud af, hvilket fantastisk sted med landlige omgivelser det er," siger den afgående læge, som i 1989 blev endeligt færdig med sin uddannelse som praktiserende læge og derefter sammen med Bent Schultze dannede praksis i den gamle sognegård i Gundsømagle.

"Det var og er en dejlig stråtækt, firlænget gård på Hyldekærsvej, som vi satte i stand, hvilket arbejde jeg med min arkitekturinteresse fulgte nøje," husker Michael Worm, som med sin baggrund fra og interesse i arkitekturen også har været dybt involveret i udformningen af familiens private bolig samt af sommerhuset i Rågeleje.

Samarbejdet med Bent Schultze varede ikke længe, da kollegaen allerede i 1992 døde, men Michael Worm førte i de kommende år lægehuset videre med nye læger i forskellige konstellationer, som nu er endt på en stab på tre læger, tre sygeplejersker og en sekretær samt et vekslende antal uddannelseslæger.

"I 1989 rådede vi over 120 kvadratmeter, og i dag fylder vi 350 kvadratmeter," konstaterer lægen, der først i 1991 fik computer med et meget enkelt program til journalisering ind i lægehuset. Indtil da blev alt skrevet i hånden.

Vedbæk og København

"Det var dog i begyndelsen ikke nogen effektivisering. Jeg husker, at Schultze efter et stykke tid råbte 'Nu er det sgu lige så hurtigt, som da vi selv skrev i hånden'. Med tiden er det meste andet digitaliseret," fortæller Michael Worm, som også kan konstatere en effektivisering i arbejdstiden ved, at sygeplejerskerne tager del i en større og større del af lægehusets opgaver.

Efter faderen døde ret tidligt, flyttede Michel Worm med sin mor og søskende til Vedbæk, og der bor han - efter en afstikker i studietiden til København - stadig.

Lægevagt og censor

"Jeg har siden 1986 hver dag kørt 40 kilometer hver vej til og fra arbejde, men det har været med stor fornøjelse, for jeg elsker mit arbejde, hvor jeg i Gundsømagle har været velsignet med dejlige klienter med en bred befolkningssammensætning. Det har givet en meget varieret hverdag og være en faglig udfordring at have både børnefamilier, midaldrende og ældre patienter," fortæller den snarlige pensionist, som dog fortsætter som lægevagt for regionen og som censor i almen medicin. Et fag, han i 20 år har været ekstern lektor i ved Københavns Universitet.

"På den måde kan jeg selv skrue op og ned på aktiviteterne, men jeg er glad for samtidig i fremtiden at kunne bidrage og beholde en berøring til faget. Samtidig med at jeg kan efterlade et rigtig velfungerende lægehus," siger Michael Worm, som til september fylder 70 år. Der er 29. marts i anledning af Michael Worm afgang reception i lægehuset mellem kl. 14 og 17.

Publiceret 13 March 2019 06:00

SENESTE TV