I alt 441 børn er blevet indskrevet til de kommende 0. klasser i

I alt 441 børn er blevet indskrevet til de kommende 0. klasser i "skoleåret 2019-2020". Modtphoto

De kommende 0. klasser er på plads: Egedal Kommune giver grønt lys til 25 skoleudsættelser

Kun ét ud af 26 Egedal-børn har fået afslag på ansøgningen om skoleudsættelse. I skoleåret 2016/17 fik fem børn afslag

Af
Kenneth Tanzer

Egedal Kommune har fået lagt den sidste brik i det store puslespil med at få de kommende 0. klasser på plads til "skoleåret 2019/20".

Det fremgår af referatet til det seneste møde i kommunens Familieudvalg.

Her står det også sort på hvidt, at Egedal Kommune har modtaget 26 ansøgninger om skoleudsættelser med handleplaner og trivselsvurderinger.

Af disse er 25 ansøgninger blevet godkendt, og dermed har kun et enkelt barn fået afslag - sidste år fik to familier afslag ud af 33 ansøgninger, mens der op til "skoleåret 2016/17" blev givet fem afslag på 29 ansøgninger.

"Det er positivt, at vi kun er nede på ét afslag, for det betyder, at vi imødekommer et ønske fra enten forældre, daginstitution eller skole," siger Carina Buurskov (V), formand for Familieudvalget i Egedal Kommune.

Samarbejde er styrket

Hun lægger ikke skjul på, at dialogen omkring det enkelte barn er blevet styrket.

"Når det handler om at skoleudsætte kommende skolestartende elever, så er der kommet et meget tættere samarbejde mellem distriktsskolelederen og områdelederne fra dagtilbud. Den tætte dialog er rigtig vigtig, for den er med til at afgøre, om barnet i sidste ende er klar til at starte i skole nu og her eller har mest gavn af at vente et år mere. Det er en vigtig beslutning, så det glæder mig, at vi er grundige i den vurderingsproces," siger Carina Buurskov til Lokalavisen.

I alt 441 børn er blevet indskrevet til de kommende 0. klasser i "skoleåret 2019-2020". På Distriktsskole Ganløse indskrives 46 elever med to klasser med i alt 39 elever på Ganløse Skole, mens der oprettes en halv klasse med syv elever på Slagslunde Skole.

På distriktsskole Stenløse indskrives 164 elever fordelt på alt seks spor - blandt andet to klasser på Bækkegårdsskolen og Lærkeskolen.

Distriktsskole Ølstykke kommer til at råde over i alt fire spor med 101 elever. Således oprettes der to klasser på henholdsvis Hampelandskolen og Maglehøjskolen.

Endelig er der distrikt Smørum, der vil huse 130 0. klasseselever med i alt fem spor. På Boesagerskolen oprettes der tre klasser med i alt 75 elever.

Publiceret 21 March 2019 05:17

SENESTE TV