"Jeg vil gerne lytte til Hove-borgerne og deres tanker om Ring 5. Det er forkert at påstå, at vi er ligeglade med Hove," siger Egedals borgmester Karsten Søndergaard. Foto: Egedal Kommune

Egedals borgmester om Ring 5: "Hove kan gå fri"

"Det kan godt ske, at Ring 5-linjeføringen slet ikke kommer til at påvirke Hove," siger Egedals borgmester Karsten Søndergaard

Af
Kenneth Tanzer

I Hove giver tanken om en Ring 5 bange anelser, men ifølge Egedal-borgmester Karsten Søndergaard, så kan Hove-borgerne muligvis ende med at ånde lettet op.

"Vi ved, at den sydlige del skal gå fra Køge til Frederikssundsmotorvejens forlængelse, men den præcise linjeføring omkring området ved Hove kender vi ikke. Det er rigtigt, at Ring 5-projektet kan komme til at berøre Hove, men det er også en mulighed, at linjeføringen slet ikke kommer til at påvirke landsbyen. Bruger man i stedet Tværvejen ud til motorvejen, så er vi ikke i nærheden af Hove. Tiden må dog vise, hvordan projektet og den nøjagtige linjeføring lander. Det er også vigtigt at huske på, at der er tale om et forslag og at Ring 5 ikke er besluttet," siger Karsten Søndergaard til Lokalavisen Egedal.

Vil gerne lytte

Han har forståelse for Hove-borgernes frustrationer, men han understreger, at Ring 5-projektet ikke kan undgå at ramme både byer og natur.

"Det er svært at bygge en motorvej, der ikke vil påvirke nogen eller noget. Sådan vil det altid være, men uanset hvor linjeføringen vil gå, så vil der blive taget størst mulig hensyn til både borgere og natur," siger borgmesteren.

Hove Bylaug oplyser, at man forgæves har forsøgt at få Egedal-politikere til at deltage i onsdagens orienteringsmøde, men Karsten Søndergaard havde gerne deltaget.

"Jeg har fået en invitation til mødet, men jeg er desværre forhindret. Ellers var jeg mødt op, for jeg vil gerne lytte til Hove-borgerne og deres tanker om Ring 5. Det er forkert at påstå, at vi er ligeglade med Hove, men man skal huske på, at Ring 5-planerne ligger år tilbage og ikke er født i Egedal," siger borgmesteren.

Publiceret 07 May 2019 06:14

SENESTE TV