Arrangementet er startskuddet på at sætte fokus på den fantastiske natur, unikke landskaber og spændende historiske steder - som kendetegner Egedal. Foto: Egedal Kommune

Arrangementet er startskuddet på at sætte fokus på den fantastiske natur, unikke landskaber og spændende historiske steder - som kendetegner Egedal. Foto: Egedal Kommune

Gå med tilbage i tiden: Hove Langdysse og Absalonstien

Pandekager, historiske vandreture og kaffebord. Egedal Kommune vækker de gode historier til live

EGEDAL I samarbejde med Ledøje-Smørum Historisk Forening og Hove Bylaug inviterer Egedal Kommune til en oplevelsesrig vandretur på en forårsaften 23. maj kl. 18.30 samt markering af restaureringen af Hove Langdysse.

Charlotte Haagendrup, formand for Kultur- og erhvervsudvalget og Bo Vesth, formand for Teknik- og Miljøudvalget vil markere restaureringen, afsløre de nyopsatte historiske tavler samt Absalonstien med broen over Hove Å.

Hove Langdysse, der er en af Sjællands længste og flotteste fra Bondestenalderen blev ved en generøs donation fra Lisa og Gudmund Jørgensens Fond i 2017 istandsat og restaureret efter vejledning fra Slots- og Kulturstyrelsen samt Kroppedal Museum. Samtidig har Hove Bylaug arbejdet for at gøre indgangen til Langdyssen mere tilgængelig, og dette er nu lykkes med fint samarbejde fra TDC. Arbejdet er et fint eksempel på samspillet mellem kulturhistorien og miljøet, der skaber gode oplevelser og muligheder for at komme ud i naturen.

Absalonstien og broen over Hove Å , blev etableret ved årsskiftet 2018 i samarbejde mellem Egedal og Roskilde Kommune samt velvillige lodsejere. Ruten fra Hove til Herringløse følger et vejforløb fra oldtiden, navngivet efter biskop Absalon.

Under kyndig historisk vejledning vil man denne aften kunne opleve en vandretur langs et vejforløb, der har været i brug siden oldtiden. Absalonstien er del af et 5.500 år gammelt oldtidsstrøg, der førte fra Roskilde over Hove/Smørum til Nordsjælland. Få fortællingen om oldtidshøjene langs vejforløbet og det historisk landskab.

Mødestedet er det grønne område ved Hove Langdysse, Lundevej/Hove Bygade/Nonnemosen, Hove.

Publiceret 11 May 2019 06:02