Selvom samrådet er aflyst, vil Øjvind Vilsholm fortsætte kampen for rent drikkevand. Valgkampen er jo en glimrende lejlighed til at få sat fokus på problemerne, bemærker han. Foto: Kenneth Løvholt.

Selvom samrådet er aflyst, vil Øjvind Vilsholm fortsætte kampen for rent drikkevand. Valgkampen er jo en glimrende lejlighed til at få sat fokus på problemerne, bemærker han. Foto: Kenneth Løvholt.

Samråd om Ledøjes drikkevand er aflyst: Valget er kommet i vejen

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen kommer alligevel ikke til at gøre rede for Ledøjes drikkevand - i hvert fald ikke før efter valget

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen behøver alligevel ikke at stå til regnskab over for Enhedslistens miljøordfører Øjvind Vilsholm.

Samrådet i Folketingets Miljø- og fødevareudvalg, som Øjvind Vilsholm havde indkaldt, er nemlig blevet aflyst på grund af folketingsvalget. Samrådet om Ledøjes drikkevand skulle ellers have været afholdt onsdag den 15. maj.

"Det er brandærgerligt, men det er helt normal praksis, at alle møder i Folketinget aflyses, når der udskrives valg. Jeg havde håbet, at vi kunne nå samrådet, inden valget blev udskrevet, men sådan gik det desværre ikke," skriver Øjvind Vilsholm i en mail til Lokalavisen Egedal.

At samrådet er aflyst betyder dog ikke, at Øjvind Vilsholm holder op med at kæmpe for rent drikkevand i hanerne. Det gælder ikke bare i Ledøje, men også i resten af landet.

"Det er utroligt vigtig, at vi får beskyttet vores drikkevand maksimalt mod forurening. Det gælder først og fremmest tæt på selve vandboringerne, men det skal ikke stoppe der. Vi er simpelthen nødt til at holde helt op med at bruge sprøjtegift. Det gælder først og fremmest i landbruget, men vi må altså også indstille os på, at det skal være slut med at bruge sprøjtegift i private haver, slår Øjvind Vilsholm fast.

Han håber desuden, at flere kommuner vil følge Furesø Kommune og beslutte sig for at blive giftfri.

"Indtil vi får vedtaget et totalforbud i Folketinget, må vi håbe, at de fleste tænker sig ekstra godt om og lader være med at bruge sprøjtegift. Furesø Kommune er gået forrest. Andre kommuner følger forhåbentlig snart efter. Og når det offentlige kan klare sig uden sprøjtemidler, så kan alle private helt sikkert også," siger Øjvind Vilsholm.

Billedtekst: Selvom samrådet er aflyst, vil Øjvind Vilsholm vi fortsætte kampen for rent drikkevand: - Valgkampen er jo en glimrende lejlighed til at få sat fokus på problemerne, bemærker han.

Foto: Kenneth Løvholt

Publiceret 15 May 2019 13:03

SENESTE TV