Den står på krudt og kanoner til

Den står på krudt og kanoner til "Svenske Slaget" i Smørum. Arkivfoto

Nu går det løs: Svenske Slaget i Smørum med krudt og kanonsalut

Årets folkelige renæssancefestival, 'Svenske Slaget i Smørum', løber af staben på søndag til lyden af sværdslag og kanonslag

Hvad er lyden af de go'e gamle, urolige og utrolige dage i 1659? Er det sværdslag og kanonslag? Kampbrøl og dødsrallen? Eller liflig musik fra lut og drejelire? Eller måske den klingende lyd, når 'Egedaleren' ruller?

På søndag den 26. maj kan man slå ørerne ud og lytte til livet for 360 år siden, når årets folkelige renæssancefestival "Svenske Slaget" afvikles i Smørum fra kl. 11.30 til 16.00.

Det er ottende år i træk, at 'Svenske Slaget i Smørum' fylder det grønne område bag Kulturhuset i Smørum.

Festivalen tager udgangspunkt i en lokalhistorisk begivenhed fra 1659, hvor en gruppe modige bønder fra Smørum nedkæmpede en gruppe grumme svenske lejesoldater, der hærgede og plyndrede området under den svenske konge Karl Gustavs belejring af København.

Igen i år er der livagtigt totalteater rundt omkring på pladsen mellem alle boderne, når et større hold af professionelle skuespillere fra Action Art i Værløse - med og uden heste - vil agere bønder og lejesoldater, der udfordrer hinanden.

Action Art var også med til at levendegøre Svenske Slaget sidste sommer og har tidligere deltaget i store opsætninger på steder som Kronborg, Tøjhusmuseet og Bornholms Middelaldercenter.

"I år stiller vi igen op med skuespillere, der vil blande sig med publikum og skabe små scener, der på sjov og overraskende vis refererer til de dramatiske lokalhistoriske begivenheder," fortæller chef for Action Art, Tina Robinson.

Kl. 11.30 åbner madboderne med en menu som fra renæssancens dage med fx håndbrygget øl og helstegt pattegris over knitrende ild, og kl. 12.00 åbner fægteskolen med klingende kårder og fra kl. 12-16 kan børn råbe og huje løs på rollespils-arenaen forud for 'Børneslaget', der starter kl. 14.45.

Publiceret 20 May 2019 06:04

SENESTE TV