Den gamle byrådssal i Stenløse var godt fyldt op, da Egedal Rotary Klub inviterede til fibernet-møde. Foto: Egedal Rotary Klub

Den gamle byrådssal i Stenløse var godt fyldt op, da Egedal Rotary Klub inviterede til fibernet-møde. Foto: Egedal Rotary Klub

Efter møde i kulturhuset: Der er stor interesse for at få fibernet til Egedal

Egedal Rotary klub har kastet sig ud i arbejdet med at få fibernet til Egedal - nu møder projektet opbakning efter lokalt møde

Som Lokalavisen Egedal skriver i dagens avis-udgave, så er Egedal Rotary Klub blevet "fiber-ambassadører".

Målsætningen er kort og godt at få fibernet til Egedal, og efter sidste uges møde i Stenløse Kulturhus, så melder klubben om stor interesse for projektet.

"Det var et vellykket møde. Den gamle rådhussal var fyldt op, og der måtte sættes mange ekstra stole frem. Spørgelysten fra borgerne var stor, spørgsmålene gik lige fra økonomi til teknik. Et af spørgsmålene var "I tilbyder jo en pakke med fem års gratis internet, hvad nu hvis vi sælger vores hus inden de fem år er gået, følger pakken så med huset til de nye beboere?" Svaret var ja - pakken følger med til huset," lyder det i en pressemeddelelse fra Egedal Rotary Klub.

Den lokale rotary-klub i Egedal besluttede tilbage i 2018 at nedsætte et udvalg, som skulle være fiberambassadører for at få bedre internetforbindelser til Egedal.

"Vi har i det sidste stykke tid undersøgt forskellige muligheder, såsom bredbåndspuljer og de forskellige udbyder virksomheder, "fortæller Klaus K. Jakobsen der er idemand og en af kræfterne bag udvalget i Egedal Rotary klub.

Dårlige forbindelser

Klubben fik for nylig kontakt med GigaBit, som ønsker at installere fibernet i Egedal.

"Vi fandt hurtigt ud af at virksomheden var parate til også at grave fiber ned i nogle af vores ydre områder, hvor der er meget dårlige forbindelser og kun mulighed for svage hastigheder. Det fandt vi interessant, for Egedal har jo netop mange af disse ydre områder, som der indtil videre ikke har været interesse for at grave fiber ned i," siger Klaus K. Jakobsen.

Han tilføjer, at erhvervslivet i Egedal består af en blandet masse, men man ved at en stor del af de erhvervsdrivende i Egedal driver deres virksomheder hjemmefra.

"Derfor mener vi i Egedal Rotary klub, at det er vigtigt nogen tager fat og forsøger at finde en vej frem, så vi kan få løftet infrastrukturen for internetlinjer i Egedal. Men vi har brug for hjælp. Hvis det skal lykkes, kræver det en indsats fra lokale ildsjæle. Vi har bl.a. behov for lokale fiberambassadører, som kan være med til at kortlægge behov og skabe opbakning til at fremtidssikre lokalområdet," siger Klaus K. Jakobsen.

På "fibernet-mødet" i Stenløse Kulturhus startede GigaBit med at fortælle om projektet og om deres fremgangsmetoder, derefter var der som sagt åbent for spørgsmål fra salen.

Publiceret 18 June 2019 13:10

SENESTE TV