I år er Egedal Kommune placeret på plads nr. 57 i Dansk Byggeris årlige rapport om kommunernes erhvervsvenlighed. En fremgang på tre pladser.

I år er Egedal Kommune placeret på plads nr. 57 i Dansk Byggeris årlige rapport om kommunernes erhvervsvenlighed. En fremgang på tre pladser.

Ny rapport sender Egedal Kommune på rette vej: Erhvervsvenligheden er igen i fremgang

Dansk Byggeri har netop offentliggjort sin årlige rapport om kommunernes erhvervsvenlighed. Egedal Kommune springer tre pladser

Egedal Kommune bevæger sig støt og roligt i den rigtige retning, når det drejer sig om erhvervsvenlighed.

I år er kommunen placeret på plads nr. 57 i Dansk Byggeris årlige rapport om kommunernes erhvervsvenlighed.

Det er en fremgang fra sidste års placering på plads nr. 60 ud af landets 98 kommuner. Udgangspunkt var en placering som nr. 88 i 2016, og nr. 65 i 2017.

Borgmester Karsten Søndergaard er tilfreds med Egedal Kommunes placering, og uddyber:

"Når jeg kommer på besøg hos vores virksomheder, og når vi inviterer virksomhederne ind til dialogmøder hos os, kan jeg både se og høre, at vores indsats virker. Når vi frem til 2028 begynder at se resultaterne af vores 10-årige investeringsplan, er jeg helt sikker på, at det også vil afspejle sig i den samlede vurdering af vores erhvervsindsats," siger Karsten Søndergaard, som bliver bakket op af Charlotte Haagendrup, formand for Kultur- og Erhvervsudvalget.

"Vi har simpelthen spurgt vores erhvervsliv om hvad vi kan gøre bedre. Næsten 200 af vores lokale virksomheder har svaret på et spørgeskema, som vi sendte ud i midten af 2018. Det betyder, at vi nu kan fokusere vores indsats på de områder, hvor vi virkelig kan gøre en forskel for vores lokale virksomheder," siger Charlotte Haagendrup.

Fremgangen skyldes blandt andet, at Egedal Kommunes erhvervsteam har en tæt kontakt til kommunens mange erhvervsdrivende.

De tager på mange virksomhedsbesøg, gerne sammen med formanden for Kultur- og erhvervsudvalget eller borgmesteren.

Besøgene i sig selv er dog ikke nok. De bliver fulgt op af en løbende dialog og en lang række tilbud til virksomhederne i Egedal. To gange om året inviteres alle virksomheder til såkaldte rundbordssamtaler, og der holdes nytårskur for at fejre og anerkende de mange virksomheder. Den første onsdag i måneden holder erhvervsteamet åbent hus, hvor lokale virksomheder har mulighed for at få faglig sparring og høre erhvervsrelevante oplæg.

Topper dialog

Blandt de konkrete resultater af dialogen er en kommende mere erhvervsvenlig hjemmeside, et samarbejde mellem skoler og virksomheder om praktik, og endelig en intern uddannelse i at yde god erhvervsservice af alle medarbejdere i kommunen, som har virksomhedskontakt. Alt dette betyder, at Egedal Kommune ligger helt i top, når det gælder dialog med det lokale erhvervsliv.

I Dansk Byggeri undersøger man i alt 23 forskellige faktorer, som kan trække deres vurdering af kommunernes erhvervsvenlighed op eller ned.

"Byrådet har i 2018 godkendt en 10-årig investeringsplan. Planen indeholder betydelige investeringer på bygningsvedligeholdelse, byudvikling, kreative læringsfællesskaber samt plejeboliger og botilbud og ikke mindst investeringer i nye erhvervsområder i Værebro og Kildedal. De kommende investeringer forventes at trække Egedal op af listen," lyder det i en pressemeddelelse fra Egedal Kommune.

Publiceret 27 June 2019 06:02