Mia Van Wagenen (yderst til venstre) har det store smil fremme efter prisuddelingen. Her ses hun med Ida Ussing fra Veksø og Victor Nielsen fra Ledøje. Foto: Laptop Club.

Mia Van Wagenen (yderst til venstre) har det store smil fremme efter prisuddelingen. Her ses hun med Ida Ussing fra Veksø og Victor Nielsen fra Ledøje. Foto: Laptop Club.

Talentfuld Egedal-trio vinder fornem uddannelsespris på Niels Brock i København

Mia Van Wagenen fra Ganløse, Victor Nielsen fra Ledøje og Ida Ussing fra Veksø har modtaget "Dansk Erhvervs Talentpris 2019". Med prisen følger 25.000 kr.

I år dimitterede næsten 1000 studenter fra Niels Brocks fire handelsgymnasier i København, og ud af det rekordstore antal studenter blev syv studenter hædret for at have ydet en ekstraordinær indsats gennem studietiden.

Én af disse er Ganløse-pigen Mia Van Wagenen, der sammen med to sine to gruppemedlemmer Victor Nielsen fra Ledøje og Ida Ussing fra Veksø modtog "Dansk Erhvervs Talentpris 2019" på Børsen i København.

Prisen gives til en studiegruppe på Niels Brock, der har løst en opgave og problemstilling med afsæt i områderne ”handel og økonomi, etik og digitalisering”. Eleverne arbejdede med en aktuel problemstilling for udvalgte Dansk Erhverv virksomheder. Case-virksomheden var Wupti.

Om baggrunden for indstillingen til "Dansk Erhvervs Talentpris" siger rektor Dorthe Heide.

”Problemstillingen for opgaven var, hvordan Wupti skal prioritere frem mod 2022, med henblik på at forblive konkurrencedygtige på e-handelsmarkedet. Både det stærkeste bud og den mest originale idé kom fra gruppen bestående af Victor, Mia og Ida. Gruppen formåede at tænke handel, økonomi og etik sammen i en helhed, således at anbefalingerne om at henvende sig til den krævende og bevidste forbruger i et grønt og ansvarligt nichemarked, fremstod som et alternativt og spændende bud på, hvordan Wupti skal positionere sig fremadrettet. Gruppen forslog, at der skal udvikles en ny verden med fokus på det visuelle, personlige, grønne og socialt ansvarlige. Den verden har gruppen valgt at kalde et Wuptivers,” siger Dorthe Heide i en pressemeddelelse.

Særligt legat

Udover Dansk Erhvervs Talentpris uddeles der også to andre priser på Niels Brock, nemlig Nordea Reach 2019 og Einar Wilslev-prisen.

Dansk Erhverv og Niels Brock Fonden besluttede i år at oprette et særligt legat, Dansk Erhvervs Talentpris. Legatet gives til en studiegruppe, der har løst en konkret opgave og problemstilling med afsæt i områderne ”handel og økonomi, etik og digitalisering”.

Hensigten er at styrke elevernes forståelse af etik i en erhvervsøkonomisk kontekst. Det er Niels Brock Fonden, der står for uddelingen af Dansk Erhvervs Talentpris.

Med prisen til Egedal-gruppen følger et beløb på 25.000 kr.

Publiceret 08 July 2019 15:39

SENESTE TV