"Det er erhvervsvenlighed over hele linjen, og det kan vi kun være tilfredse med," siger formand for Dansk Byggeri Nordsjælland, Jørgen Simonsen, i en pressemeddelse.

Ny opgørelse fra Dansk Byggeri: I Nordsjælland holder genbrugspladsen længe åbent

Kommunerne i Nordsjælland har gjort det nemmere for virksomhederne at komme af med mindre mængder affald. Alle kommunerne på nær Helsingør har nu mindst en lokal genbrugsplads, der holder åbent i den erhvervsvenlige åbningstid fra klokken kl 7.00 til 17.00

Det sker efterhånden sjældent, at håndværkeren kommer til en lukket port, når byggeaffaldet skal afleveres.

Faktisk er det i de senere år blevet markant nemmere at komme af med affaldet i Nordsjælland, fordi de kommunale genbrugspladser holder længere åbent.

I Nordsjælland har alle kommuner på - nær Helsingør - genbrugspladser med en åbningstid på ti timer i tidsrummet mellem kl. 7 og 17. Det viser en opgørelse fra Dansk Byggeri.

"Virksomhederne i Nordsjælland kan kun være tilfredse med de gode muligheder, der er for at aflevere affald i netop de timer, hvor de arbejder. Og selv i Helsingør, som har lidt kortere åbningstid end de andre kommuner, har de åbent i ni timer i tidsrummet fra kl. 7 til 17. Det er erhvervsvenlighed over hele linjen, og det kan vi kun være tilfredse med," siger formand for Dansk Byggeri Nordsjælland, Jørgen Simonsen, i en pressemeddelse.

Genbrug

Dansk Byggeri Nordsjælland peger på, at genbrugspladserne ikke udelukkende skal kunne modtage byggeaffaldet, men også sikre en sortering, som gør det muligt at genanvende mere af affaldet.

"En større og større del af byggeaffaldet bliver genbrugt. Derfor er det vigtigt, at alle sorterer korrekt, og det er kommunernes ansvar at have hånd i hanke med, at det sker, siger formand for Dansk Byggeri Nordsjælland, Jørgen Simonsen.

På landsplan har 71 kommuner genbrugspladser, som holder åbent i mindst ti timer dagligt i tidsrummet mellem kl. 7 og 17. Yderligere 15 kommuner holder åbent i ni timer.

Samtidig har 37 kommuner døgnåbne genbrugspladser mod 16 for blot to år siden.

Publiceret 09 July 2019 10:29

SENESTE TV