Der er stor interesse fra golfspillere for den nye klinik, fortæller Xenia Ulstrup og Kim Læbo Rasmussen. Foto: due.

Der er stor interesse fra golfspillere for den nye klinik, fortæller Xenia Ulstrup og Kim Læbo Rasmussen. Foto: due.

Aktiv Fritid: Ny klinik har succes med at hjælpe golfspillere

Siden Egedal Golfklinik åbnede i foråret med et skræddersyet tilbud til golf-entusiasterne, er det strømmet ind

Af
Finn Due Larsen

Egedal Golf er for mange en oplagt sport under åben sommerhimmel. Men det er faktisk også en mere og mere udbredt folkesport, som tages seriøst af mange, både unge, gamle, mænd og kvinder.

Det mærker man tydeligt i Egedal Golfklinik, der siden foråret har fungeret som en særlig afdeling under Egedal Fysioterapi & Rygcenter. Siden man åbnede det nye tilbud, er det strømmet ind:

"Vi startede i foråret med fire hold, og det var en stor succes. Folk er meget glade for det", fortæller Kim Læbo Rasmussen, leder af Egedal Fysioterapi & Rygcenter.

I lokalerne i Egedal Centret besluttede han at følge op på noget, der havde været en succes på landsplan. I Silkeborg har en lignende golfklinik eksisteret siden 2004, og man har haft et tæt samarbejde med flere landsholdsspillere.

"Det handler om at øge kvaliteten i golfspillet. Vi har ikke mindst fokus på at øge spillernes power og præcision", siger Kim Læbo Rasmussen.

Fra holdtræningen, hvor målsætningen er at forbedre golfspillet, blandt andet ved at øge kroppens stabilitet og styrke. Privatfoto.

Fra holdtræningen, hvor målsætningen er at forbedre golfspillet, blandt andet ved at øge kroppens stabilitet og styrke. Privatfoto.

Fitness, test og skadestue

Golfklinikken retter sig på tre måder til golfspillerne, i form af Golf Fitness, Golf Body Test og Golfskadestue.

Det forklarer Xenia Ulstrup, der sammen med Marc Vadsager Andersen er tilknyttet klinikken som særligt uddannede golf-fysioterapeuter.

Golf Fitness er fysisk holdtræning, hvor målsætningen er at forbedre spillet, blandt andet ved at øge kroppens stabilitet og styrke. Samtidig er det skadesforebyggende træning, hvor det handler om at undgå de typiske golf-skader.

Golf Body Test giver en test af hele kroppen i forhold til golfens specifikke krav, og den følges op med en skræddersyet træningsplan, som fokuserer direkte på forbedring af de svage punkter.

Golfskadestue er, når der er sket en skade, og man hurtigst muligt skal tilbage på banen igen.

Skulder, arm og lænd

"40 procent af alle golfspillere bliver skadet, og det er især i skulderen, armen og lænden, at man kan få overbelastninger", siger Xenia Ulstrup.

Selv om der er også er Golfskadestue med på listen, handler træningen på holdet først og fremmest om at undgå skaderne, tilføjer hun.

Og at der er forbedringer at spore for deltagerne, er tydeligt - ikke bare i Egedal.

"Videnskabelige undersøgelser viser, at der sker en udvikling af spillernes evner", siger Kim Læbo Rasmussen.

Stort opland

Holdene i klinikken retter sig til alle, uanset alder og erfaring. Der er en god blanding af øvede og begyndere, og deltagerne kommer fra et stort regionalt opland - både Frederikssund, Ballerup, Smørum, Mølleåen og Værebro golfklubber.

Er man interesseret i at være med, holder Egedal Golfklinik gratis informationsaftener tirsdag 24. september og torsdag 10. oktober, begge dage klokken 19.

Publiceret 13 August 2019 06:00

SENESTE TV