Idrætsforsker Peter Krustrup håber, at mange flere helt almindelige 40-70-årige vil tænke, at fodbold lige er noget for dem. Foto: Mette Døllner

Idrætsforsker Peter Krustrup håber, at mange flere helt almindelige 40-70-årige vil tænke, at fodbold lige er noget for dem. Foto: Mette Døllner

Aktiv Fritid: Idrætsforsker: 'Fodbold Fitness er for alle'

Fodboldforsker og professor i Sport og Sundhed Peter Krustrup slår fast, at træningsformen er noget nær en mirakelkur, når det kommer til forebyggelse af livsstilssygdomme og optimering af folkesundheden

Af
Mette Døllner

Sundhed Den internationalt anerkendte idrætsforsker, Peter Krustrup, har i den grad sat de sundhedsmæssige aspekter ved fodboldtræning på dagsordenen, siden han i 2007 gik breaking i hele verden med budskabet om fodbold som den ultimative fedtforbrændingsmaskine.

Siden da har de positive forskningsresultater omkring fodbold og sundhed hobet sig op. For eksempel fortæller Krustrup, at helt nye metaanalyser, som samler fodboldforskningen fra de sidste 15 år, viser, at Fodbold Fitness en time to gange om ugen kan halvere risikoen for hjertekarsygdomme på blot tre til seks måneder.

“Fodbold er et godt værktøj til at være fysisk aktiv, komme i god form og blive sundere, men det er også et godt værktøj til at blive glad og få en god trivsel. Fodbold er også et godt værktøj til holdspil, der giver god intensitet, og som er motiverende og socialt. Og det er derfor vi har Fodbold Fitness. Vi har gennem 15 års forskning konstateret, at modificeret fodbold er meget effektivt for alle uanset alder, men det er vigtigt, at det bliver modificeret. For det skal ikke bare ligne det, der foregår på tv, for det er elitepræget, og foregår på en stor bane med mange lange sprinter og tacklinger. Den form for fodbold er god underholdning, men det er meget vigtigt at modificere spillet, når det skal bruges til alle - børn, unge, voksne, gamle, raske og patienter", siger Peter Krustrup, der selv har spillet fodbold hele livet og for tiden er fysisk træner for kvindelandsholdet.

Alle er gode nok

Fodbold Fitness blev introduceret som et koncept under Dansk Boldspil-Union i 2011, og er i sin essens grundig opvarmning, parøvelser og spil i små grupper på små baner. Træningsformen er en kombination af tre træningsformer: Udholdenhedstræning, intervalløb og styrketræning.

Og det er effekterne af de tre træningsformer tilsammen, der gør Fodbold Fitness så effektiv, at for eksempel blodtrykssænkende medicin i mange tilfælde helt kan undværes, eller at forstadier til type 2 diabetes forsvinder. På samme tid er træningen lystbetonet og social. Og det, at spillerne er optaget af spillet frem for den fysiske anstrengelse gør, at man mere opfatter træningen som en leg, og det er med til at fastholde interessen.

“Vi har den erfaring, at Fodbold Fitness skal have fokus på, at det er god træning, men også at det er hyggeligt og inkluderende. Der er ingen udskiftninger i Fodbold Fitness, for man er altid med, og alle er altid værdsatte, og alle er altid gode nok. Man spiller også nogle småkampe, men ikke med fokus på at vinde og få point, men med fokus på at få spillet til at fungere, og at der bliver scoret mange mål. Så det handler i høj grad om at samarbejde. Men det er altid godt at have et nogenlunde jævnbyrdigt hold, så derfor anbefaler vi, at man laver flere små baner ved siden af hinanden og deler op i forhold til alder, køn og fodbolderfaring”, pointerer Peter Krustrup.

I dag har omkring 10.000 voksne danskere i alle aldre kastet deres kærlighed på den effektive træningsform i 400 fodboldklubber landet over. Og efterhånden som kendskabet til konceptet breder sig, kan Peter Krustrup se nogle kæmpe perspektiver i forhold til at forbedre folkesundheden. Han mener faktisk, at det er realistisk, at idrætsgrenen i fremtiden vil kunne favne 100.000 danskere.

Publiceret 14 August 2019 06:00