Fra venstre formand for Gundsø Teater- & Musikforening Jytte Andersen og sekretær Birte Falkeborg. Foto: Mette Døllner

Fra venstre formand for Gundsø Teater- & Musikforening Jytte Andersen og sekretær Birte Falkeborg. Foto: Mette Døllner

Aktiv Fritid: Gundsø-forening: Der er noget på spil i teatret

En tur i teatret er en populær fritidsbeskæftigelse, og hos Gundsø Teater- & Musikforening er man leveringsdygtige i gode teateroplevelser med et bredt og varieret program i professionelle rammer

Af
Mette Døllner

Gundsø Gadeteater, komedier, børneforestillinger, eller hvad med en tur i Deutsche Oper i Berlin?

Tilbuddene er mange hos Gundsø Teater- & Musikforening, hvor formand Jytte Andersen er én af kræfterne bag den gamle teaterforening, der i år kan præsentere sin 45. sæson:

“Det publikum, vi har, kommer igen og igen. Jeg tror, det er fordi teatret kan noget særligt. Det er en kulturel oplevelse. Det er levende, og der er noget på spil. For i forhold til biografen, så er der her tale om en større præstation, hvor den skal være i kassen første gang. Det er mere intenst, og det er en kanon oplevelse.”

“Det er kontant afregning”, tilføjer foreningens sekretær, Birte Falkeborg, der supplerer: “Det er stemningen i salen, for publikum bliver også en del af forestillingen.”

Professionelt teater

Selvom foreningen har et trofast publikum, og der især er fyldt godt op ved børneforestillinger og til den traditionsrige og næsten altid udsolgte nytårskoncert, så kan begge kvinder godt ønske sig, at flere yngre mennesker får øjnene op for teatrets magi og ikke snyder sig selv for et kulturelt tilbud, der ligger lige rundt om hjørnet.

“Vores stampublikum ligger aldersmæssigt omkring pensionsalderen, og her kommer også mange børn med deres bedsteforældre. Men vi kunne også godt tænke os, at gruppen af de 40- til 50-årige ville komme noget mere. Vi hører ofte, at nye publikummer er overraskede over kvaliteten af vores teater, fordi de ikke tror, at det kan lade sig gøre, fordi vi spiller på en skole. Men de bliver positivt overraskede over, at det er med en rigtig publikumstribune, så man får den der velkendte teateroplevelse”, siger Birte Falkeborg.

Jytte Andersen understreger, at vælger man en forestilling gennem Gundsø Teater- & Musikforening, så kan man være sikker på altid at få en professionel oplevelse:

“Vi entrerer med professionelle kunstnere og teaterudbydere, som fx Folketeatret, så ofte er det de samme forestillinger, man kan opleve i København. Vi prøver også at lave et repertoire, der har noget til enhver aldersgruppe. Og vores musikalske arrangementer er ved hyggelige caféborde, hvor man kan sidde og nyde en øl, et glas vin eller en kop kaffe. Vi har hvert år også et enkelt arrangement med efterfølgende spisning. Det plejer at være meget populært. ”

Sæsonen byder i år på flere komedier, tankevækkende stykker, musikalske oplevelser, sjov for børn og en operarejse til Berlin. Med Gundsø Teater- & Musikforening vil det være muligt at møde kendte ansigter som for eksempel Iben Hjejle, Farshad Kholghi, Kurt Ravn, Julie Berthelsen og Dario Campeotto. De fleste forestillinger spilles på Jyllinge skole, og et medlemskab af Gundsø Teater- & Musikforening giver, udover abonnementsfordele, også automatisk medlemskab af Roskilde Teaterforening.

Publiceret 15 August 2019 06:00