Formanden for HEP-huset er stolt af at lægge hus til mange sjove og hyggelige aktiviteter for ældre og handicappede i Egedal. Foto: Mette Døllner

Formanden for HEP-huset er stolt af at lægge hus til mange sjove og hyggelige aktiviteter for ældre og handicappede i Egedal. Foto: Mette Døllner

Aktiv Fritid: 'Når vi spiller banko, er salen fyldt'

Bag HEP-husets karakteristiske røde mure udfolder der sig hver dag et væld af aktiviteter til stor glæde for Egedals ældre borgere, der kan fornøje sig med alt lige fra bridge og stolegymnastik til foredrag, fællesspisning og medrivende musikalske oplevelser

Af
Mette Døllner

Stenløse Formand for Egedals ældrehus i Stenløse, Sven Levy, viser stolt rundt i lokalerne på Carlsbergvej, da lokalavisen nysgerrigt vil vide, hvordan det røde hus er med til at holde de ældre aktive i Egedal. Og spørger man til de mest populære aktiviteter, kommer svaret uden tøven:

“Når vi spiller banko, så er salen helt fyldt op. Men også stolegymnastik er meget populært, så her kommer omkring 50 ældre hver fredag, hvor vores dygtige instruktører er med til at få pulsen op.”

Hvis man er til mere rolige aktiviteter, er det også muligt at fordybe sig i frimærker og litteratur eller prøve kræfter med kniplinger og syning. Man kan også tilmelde sig én af de mange sociale aktiviteter eller få hjælp til computer, mobil eller tablet, hvis teknologien driller, eller man ønsker at blive klogere på nye digitale muligheder.

Sven Levy fortæller, at huset hvert år modtager omkring 30.000 besøg. Ifølge formanden er det især de mange frivillige, som gør det muligt at drive HEP-huset, der leverer rammerne til de mange aktiviteter, som udbydes af forskellige grupper og foreninger.

HEP-huset kan bruges af alle ældre samt handicappede i Egedal Kommune, og der er fri adgang alle hverdage fra klokken 9.30 til 16.

Publiceret 15 August 2019 05:00