Scleroseforeningen kæmper for at stoppe sygdommen, og søndag den 8. september banker foreningens frivillige folk derfor på dørene i Stenløse for at samle penge ind til forskning i sygdommen. Arkivfoto

Scleroseforeningen kæmper for at stoppe sygdommen, og søndag den 8. september banker foreningens frivillige folk derfor på dørene i Stenløse for at samle penge ind til forskning i sygdommen. Arkivfoto

Lokale ildsjæle bag indsamling i Stenløse: Til kamp mod sclerose

Ditte Larsen fra Stenløse er blandt de frivillige, som sammen med Scleroseforeningen vil samle penge ind til forskning

Antallet af danskere med sclerose er fordoblet på bare 20 år, og hver eneste dag konstateres der i gennemsnit to nye tilfælde.

Det er en alvorlig udvikling, som Scleroseforeningen kæmper for at stoppe.

Søndag den 8. september banker foreningens frivillige folk derfor på dørene i Stenløse for at samle penge ind til forskning i sygdommen.

Mere end 16.000 danskere lever med sclerose. Og de har alle forældre, venner og naboer, som hver dag ser en af deres nære kæmpe mod den uhelbredelige sygdom. Søndag den 8. september beder Scleroseforeningen dem alle om at stå sammen mod sclerose og samle penge ind til forskning.

”De fleste af os kender et menneske med sclerose og har set sygdommens konsekvenser. Derfor opfordrer vi alle til at være med til at samle ind anden søndag i september. For jo flere vi er, des flere døre kan vi nå at ringe på - så enkelt er det faktisk,” siger Klaus Høm, som er direktør i Scleroseforeningen.

Lokale ildsjæle bag

For første gang er Scleroseforeningens indsamling landsdækkende, og foreningens 46 lokalafdelinger i hele landet går allerforrest i kampen mod sclerose. Blandt de aktive lokalafdelinger er Nordsjælland - Vest.

En af dem der skal samle ind i Stenløse er Ditte Larsen.

”Jeg har meldt mig som indsamler til Scleroseindsamlingen, fordi jeg faktisk kan gå rundt og samle ind – hvilket rigtig mange mennesker med sclerose ikke kan. Så nu når jeg har muligheden for at gøre en indsats på den måde, så gør jeg da det," siger Ditte Larsen.

Forskning i årsagerne til sclerose og i bedre behandling er helt afgørende, hvis sygdommen skal stoppes. Hver eneste krone, der bliver samlet ind anden søndag i september, gør derfor en stor forskel.

”Indsamlingens formål er at sikre flere penge til forskning. For det er netop forskning, der skal gøre os i stand til at stoppe sygdommen. Og det gør vi bedst ved at uddele forskningsmidler til både dansk og international forskning, som arbejder målrettet for at stoppe sclerose ”, siger forskningschef i Scleroseforeningen, Lasse Skovgaard.

Vil man være med til at stoppe sclerose? Så meld dig som indsamler og vælg en indsamlingsrute lige her: www.sammenmodsclerose.dk. Hvert eneste skridt tæller i kampen mod sclerose, så du behøver hverken at kunne gå hurtigt eller langt for at være med.

Publiceret 19 August 2019 09:05